Overvej salg af First North-aktier, der er faldet i værdi

Overvej salg af First North-aktier, der er faldet i værdi

Selvom First North omtales som en vækstbørs og drives af NASDAQ OMX, så er der efter de gældende regler ikke tale om en egentlig børs i skattemæssig forstand. Aktier noteret på First North behandles således i øjeblikket efter reglerne for unoterede aktier. Det betyder, at de sidestilles med kapitalandele, som der ikke findes en markedsplads for. Det vil først og fremmest sige aktier og anparter i familie- og hovedaktionærselskaber.

Denne klassificering har betydning i tilfælde, hvor sådanne aktier sælges med tab. I så fald kan skatteværdien af tabet nemlig modregnes i skatten af anden indkomst, herunder lønindkomst. Det er mere gunstigt end ved salg af aktier noteret på fondsbørsen. Tab på sådanne aktier kan kun fremføres til modregning i senere gevinster på tilsvarende aktier.

Skatteværdien af tabet udregnes som 27 % af de første 58.900 kr. (2023-beløbsgrænse) af årets nettotab, og som 42 % af den overskydende del. For ægtefæller er beløbsgrænsen det dobbelte.

Nye regler
Fra nytår ændres reglerne sådan, at aktier noteret på First North sidestilles med aktier noteret på NASDAQ OMX. Lovforslaget om den ændrede klassificering er i skrivende stund endnu ikke vedtaget, men der er intet, som tyder på, at det ikke vil ske. Du kan følge lovforslagets gang her

De nye regler får ikke kun virkning for First North-aktier, der købes efter nytår, men også for First North-aktier, der ejes ved udgangen af 2023. For dem, der har en beholdning af sådanne aktier, kan det derfor være interessant at sælge disse i år, hvis aktierne er faldet i værdi siden købet. Det giver mulighed for at udnytte tabsfradraget i år. Et muligt salg bør selvsagt især overvejes af investorer, som måske ikke umiddelbart har planer om nye aktieinvesteringer.

Der er i princippet intet til hinder for, at aktierne kan genkøbes umiddelbart efter salget, så salget alene sker for at realisere skattefradraget. Det kan være interessant, hvis aktierne forventes at stige i værdi. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at sådanne skattesalg kun anerkendes, hvis der i den mellemliggende periode har været en reel mulighed for kurssvingninger, jf. denne beskrivelse af praksis på skat.dk. Herudover skal man i tilfælde af salg og genkøb være opmærksom på reglerne om ulovlig kurspåvirkning. 

Den ændrede skattemæssige behandling af First North-aktier har kun betydning for private investorer. Selskabers investeringer i sådanne aktier behandles allerede efter samme regler som for aktier noteret på NASDAQ OMX, jf. denne artikel.
 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.