Spændende udvikling for generationsskifte af Ejendomsvirksomheder

Lovforslaget om Regeringens udspil fra sidste år er vedtaget – det inkluderer en særlig mulighed for generationsskifte af virksomheder med aktiv ejendomsudlejning.
Blandt de andre gode og spændende tiltag til lettelse af generationsskifte i familieejede virksomheder, indgår også en udvidelse af de kendte muligheder for at overdrage virksomheder uden at betale skat til næste generation.

Udlejning af fast ejendom er ikke længere nødvendigvis at betragte som et ”pengetank-aktiv”. For de i dag vedtagne lempelser ændrer på dette i forhold til ejendomme, der indgår i en ”aktiv udlejningsvirksomhed”. 

At være ”aktiv ejendomsudlejer” er betinget af, at det er ejeren/aktionæren, eller dennes nærtstående, der står for alle væsentlige beslutninger knyttet til udlejningsaktiviteterne; det betyder fx at være den der aftaler vilkår i lejekontrakter og fastsætter husleje, varsler huslejestigninger, og er ansvarlig aftalepart i større renoveringer mv.

En ejendomsudlejer kan godt udlicitere opgaver til underleverandører og rådgivere, og stadig være ”aktiv ejendomsudlejer”, og dermed benytte mulighederne.

Overdragelse uden skattebetaling
Den skattemæssige term for disse overdragelser kaldes ”succession”. Der udløses ikke skat ved overdragelsen, når overdragelsen ikke udgør kapitalandele i en ”pengetank”. Men køber overtager sælgers skatteforpligtelser. Dette bliver så en del af det vederlag, som køber ”betaler” for at modtage kapitalandelene. Skatten forsvinder ikke, men udskydes til senere videresalg.

Der er tale om en ”pengetank”, når mere end 50% af selskabets aktiver udgør passiv kapitalanbringelsen (hvilket indtil videre omfatter udlejning af fast ejendom), og når mere end 50% af selskabets omsætning stammer fra passiv kapitalanbringelse. Målingen sker over de seneste 3 aflagte regnskaber og på overdragelsestidspunktet.

Reduktion af gave-/arveafgift
Samtidigt med mulighederne for at overdrage virksomheder uden skattebetaling, er der også vedtaget en reduktion i gave-/arveafgift fra 15% til 10%, når gave/arv består i aktiv virksomhed.

Vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte os.

BDO Real Estate Tax