Vist ikke den fulde sandhed

01 december 2014

Finansrådet udsendte for nylig en pressemeddelelse med overskriften ”90 pct. af danske SMV’er får ja i banken”. Det fremgår af en analyse, som EU-kommissionen har foretaget.

Hele 90 pct. af de danske SMV’er, der har søgt om lån, svarede ifølge undersøgelsen, at de havde fået godkendt deres ansøgning helt eller delvist. Kun 10 pct. fik afslag eller afslog selv på grund af for høje omkostninger.  

På bagsiden af dagbladet Børsen kunne vi så forleden læse, at det glade budskab nok skal tages med et gran salt, idet konklusionen faktisk kun er baseret på udsagn fra 90 danske virksomheder.

I BDO blev vi godt nok også noget overraskede, da vi læste nyheden fra Finansrådet. Vi har nemlig ikke oplevelsen af, at 90 pct. af de mindre og mellemstore virksomheder får bevilget de lån, som de søger om. Tværtimod.  

Det er godt nok blevet marginalt bedre i de senere år, men det gælder kun for de virksomheder, som kan stille fuld sikkerhed for deres lån.

Virksomheder, som ikke kan dette, har det fortsat svært. De skal stille med endog meget veldokumenterede planer og gennemarbejdede budgetter for at kunne gøre sig håb om et ja. Og er de hjemmehørende i Udkantsdanmark, eller opererer de i en branche med store udfordringer, er det uanset forarbejdet næsten håbløst.  

Vi oplever virksomheder, der helt har opgivet at søge om lån til investeringer, hvilket er med til at bremse den vækst, som vi har brug for.  

Vi synes faktisk, det kunne være fint med en dansk undersøgelse af, hvor mange SMV’er, der får bevilget de lån, de søger om, fordi det vil kunne hjælpe politikerne til at forstå, at de er nødt til at gøre noget. Men undersøgelsen må selvsagt omfatte mere end de 90 virksomheder, der har udtalt sig til EU, hvis den skal være retvisende.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn: