Ulven kommer - måske

29 august 2016

Forleden var der en stor artikel i Berlingske Business om resultatet af en analyse, som Jyske Bank har lavet. Den handler om det paradoks, at der trods vækstkrise er mangel på arbejdskraft flere steder i landet.

Analysen viser, at der i juni var 3,5 bruttoledige pr. stillingsopslag på jobnet.dk. Det er det laveste antal siden december 2008. Da det i 2010 og 2011 så værst ud, var der op mod ti ledige pr. stillingsopslag.

Overfor avisen fremhæver Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank, at nogle arbejdsgivere begynder at frygte, at der opstår flaskehalse. At der bliver mangel på arbejdskraft i bestemte områder og i bestemte brancher. Han fremhæver, at problemerne ikke har været så store, som i årene op til finanskrisen, men at vi kan være på vej i den retning, hvis stigningen i beskæftigelsen fortsætter.

I BDO har vi den holdning, at det er vigtigt, at man politisk fokuserer på at få uddannet flere unge inden for de brancher, hvor der åbenlyst er et behov. Men derfra og til at sige, at vi er tæt på alvorlige flaskehalse, er der dog et stykke vej. Vi skal passe på ikke at råbe ”ulven kommer” flere gange end højst nødvendigt.

I spørgeskemaundersøgelsen til vores SMV Barometer spørger vi hvert år vores kunder, om de oplever det som sværere at skaffe lokal og kompetent arbejdskraft. I år svarede 21,9 procent bekræftende på dette spørgsmål. Sidst år var tallet 18,4 procent. Og kun 12,8 procent svarede, at de oplever en mere intens konkurrence om medarbejderne i deres branche, mens 12,7 procent faktisk oplever konkurrencen som mindre intens.

Vores undersøgelse bekræfter altså, at det for nogle er en udfordring, men det er trods alt ikke mere end ca. 1/5 af virksomhederne, som har oplevet en negativ udvikling, og stigningen er ikke alarmerende.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.