Foregangsland i åndssvage regler

09 november 2015

Tilbage i sommers opstod der en del polemik, da Fødevarestyrelsen pludselig forbød fiskehandlere at sælge tørfisk-specialiteten dabs. Forbuddet kom, fordi fiskene tørres i det fri. Det medførte - ifølge styrelsen - en risiko for, at fiskene kunne blive ramt af mågeklatter.

Det fik den dengang nytiltrådte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen til at skride ind og sikre, at den vestjyske specialitet stadig kan produceres. Nu har Fødevarestyrelsen så i stedet udsendt en vejledning, hvori de anbefaler, tørringen af fiskene fremover sker under en overdækning.

I Jyllands-Posten kunne vi forleden læse følgende kommentar til den nye vejledning fra en af producenterne af dabs, Kristian Hansen fra Hvide Sande:

”Jeg har aldrig set havmåger ved dabsene. Og i øvrigt tager man skindet af, inden man spiser dem, så jeg kan ikke forstå det. Inde i Fødevarestyrelsen bruger de ikke deres sunde fornuft. Danmark er blevet et foregangsland i åndssvage regler.”

Det synspunkt er han næppe ene om, men i virkeligheden er det jo ikke kun reglerne, det handler om. Sagen er jo også et eksempel på, hvor svært offentlige myndigheder har ved at prioritere deres opgaver. Alle tænker jo, at Fødevarestyrelsen må have vigtigere ting at tage sig til end at filosofere over den mulige sundhedsfare ved at spise dabs, der har været fremstillet på denne måde i generationer.

Og eksemplet er ikke enestående. På skatteområdet har vi for nylig set et eksempel, hvor SKAT efter et kontrolbesøg på en større arbejdsplads rejste krav om beskatning af mere end 350 gavekort, som var givet til forskellige medarbejdere ved forskellige mærkedage. Gavekort med et gennemsnitligt pålydende på under 300 kr. Nogle på kun 50 kr. Når SKAT krævede beskatning af dem, skyldtes det, at gavekort sidestilles med kontanter.

Det er jo også en åndsvag regel, men igen må man undres over, at myndigheden overhovedet bruger tid på den slags.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.