Michael Morum - mentor

Michael Morum er ansat som revisor hos BDO i Vejle. Han startede som 19-årig i det 2 årige trainee-forløb og har siden fortsat sin karriere i BDO, hvor han i dag er mentor for nye trainees.

Hvorfor valgte du at blive mentor?

”Jeg valgte at blive mentor, fordi jeg gerne ville hjælpe andre med at blive dygtigere og være med til at inspirere dem. Jeg kan lide ansvaret, og at man får et tæt bånd til sin trainee,” fortæller Michael, og fortsætter: ”Jeg er ikke meget ældre end min trainee, og det er et stort plus, at vi befinder os nogenlunde samme sted i livet. Vi har det sjovt sammen, og jeg kan selv huske, hvordan det er at være trainee – det, tror jeg, er en fordel.”

Havde du selv en mentor, da du startede hos BDO? Hvad betød det for dig?

”Jeg havde også selv en mentor, da jeg startede som trainee. Vi sad over for hinanden, og jeg kunne altid bede om hjælp. Man er ofte ret ung, når man starter som trainee, og det giver stor tryghed at have én at spørge, når man er ny og nervøs for, om man er en succes,” fortæller Michael, og fortsætter: ”Jeg har været superglad for min egen mentor, der gav mig en god og tryg start hos BDO.”

Hvad laver du som mentor?

”Det vigtigste job som mentor er, at få den nye trainee til at føle sig tryg. Som mentor har jeg ansvaret for vedkommendes personlige og faglige udvikling. Jeg tager løbende temperaturen på tingenes tilstand for at se, hvor min trainee befinder sig, og hvor der måske skal sættes ind, så vedkommende fortsætter sin positive udvikling.”