Virksomheders Supply Chain (forsyningskæder)

Britiske virksomheder spiller i dag en stor rolle i danske virksomheders samlede Supply Chain, og Brexit vil for mange i fremtiden afføde et stort behov for at opdatere eller revurdere virksomhedens nuværende Supply Chain-strategi og -management. For at kunne gøre dette effektivt, er det væsentligt, at man inden den 1. januar 2021 går sin virksomhedsstrategi i sømmene og udfører en grundig analyse af ens nuværende Supply Chain, hvor man klarlægger alt lige fra køb fra leverandører og salg til kunder.

Det bør samtidig undersøges, hvilke forpligtelser der er i din forsyningskæde, baseret på dine aftaler med leverandører og kunder, og hvilke risicis der kan være forbundet med disse. Her kan det være en fordel at undersøge, hvorvidt virksomheden har de passende ressourcer og systemer, der skal til for at sikre compliance på alle områder.   
 

 

Udfordringer i virksomheders Supply Chain

Selvom det fortsat er svært at forudse, hvordan Brexit kommer til at påvirke danske virksomheders Supply Chain, kan der allerede nu lokaliseres områder, hvor virksomhederne højst sandsynligt vil støde på udfordringer som følge af Brexit, herunder:

  • Fastholdelse af leverandører: For at sikre, at du fortsat kan levere varer til tiden, bør du være opmærksom på, om der er nogle kritiske leverandører i din forsyningskæde. Du bør fortsætte samarbejdet med nøgleleverandører og være på forkant, hvis en leverandør viser sig ikke at være klar til tiden. Samtidig bør du undersøge potentialet i nye leverandører i dit nærområde.
     
  • Ændringer i handels- og logistikkæder: Du bør allerede nu sætte dig ind i og være på forkant med de lovmæssige krav og reguleringer, der som følge af Brexit kan ændre og potentielt true din nuværende Supply Chain. Her bør du medregne de nye told- og momsomkostninger samt bekostninger af forsinkelser ved grænsen, lagerbeholdning mv.
     
  • Optimering af Supply Chain-strategi: Vi anbefaler, at man etablerer en særlig Brexit-styringsgruppe, der har til formål at identificere de konkrete konsekvenser af Storbritanniens udtrædelse af EU. Således kan man imødekomme udfordringerne med en optimeret strategi, der tager stilling til de væsentligste faktorer, såsom tidsrammen, leverandører, dokumentation mm. Man kan ligeledes vælge at søge ekstern rådgivning, som kan vejlede virksomheden sikkert igennem den nye virkelighed.