Viden om - skat og moms:

Dagsbeviser til gulpladebiler

09 februar 2021

Lars Jacobsen, Director, Skat |

Biler på gule plader må som udgangspunkt kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel. Med reglerne om dagsbeviser er det imidlertid muligt at frikøbe sådanne biler til privat anvendelse i begrænset omfang.

Hvilke biler?

Reglerne gælder for biler på gule plader med en totalvægt på op til og med 4 tons.

Hvor mange kan der købes?

Der kan købes 20 dagsbeviser pr. bil pr. kalenderår (1. januar til 31. december). Dagsbeviserne kan købes for enkeltstående dage eller for flere dage i træk. Der gælder ingen restriktioner i den retning.

Se figur over hvad det koster i publikationen.

Hvor længe gælder et dagsbevis?

Et dagsbevis gælder i ét døgn, fra kl. 00.00 til 23.59.

Hvis du tager en varebil med hjem fra arbejde fredag eftermiddag og først afleverer den igen mandag morgen, skal du derfor købe 4 dagsbeviser, selvom bilen reelt kun er til rådighed lidt over 2,5 døgn. Hvis der er tale om et specialkøretøj, det vil sige en værkstedsvogn eller lignende, og kørslen fredag og mandag kun omfatter kørsel mellem arbejdet og bopælen, skal der dog kun betales for 2 dage, da kørslen fredag og mandag i så fald er lovlig.

Hvornår skal det købes?

Et dagsbevis skal købes senest 1 time før bilen skal bruges til privat kørsel og kan tidligst købes 45 dage før. Ved køb på mobil via Skattestyrelsens app skal dagsbeviset købes mindst 5 minutter før brug og tidligst 45 dage før brug. Ubrugte dagsbeviser kan ikke refunderes og kan ikke flyttes til andre dage.

Dagsbeviset skal medbringes i bilen

Ved privat kørsel i en gulpladebil skal føreren medbringe dokumentation for køb af dagsbevis. Enten i en printet eller i en elektronisk version.

Hvad må bilen bruges til?

Når dagsbeviset er købt og betalt, må bilen bruges til hvilken som helst type privat kørsel. Altså ikke blot til en flytning eller til bortkørsel af affald, men også til fx feriekørsel. Det skal blot ske med ejerens tilladelse.

Hent hele publikationen