Takstberegning

Vi har stor erfaring med takstberegning på ældreområdet samt social- og handicapområdet og hjælper kommuner med at opstillet beregningsmodeller, som er enkelte, gennemsigtige samt lette at anvende og opdatere. Modeller som kommunerne selv vil kunne benytte ved fremtidige beregninger, og som overholder reglerne på området.

Takstberegning for mad til ældre

Er det overhovedet nødvendigt at beregne taksterne på madområdet for de ydelser, hvor der er fastsat en maksimal brugerbetaling? Det spørgsmål angående takstberegning hører vi i BDO ofte fra kommunerne.

Vores svar er ja. Det gælder ikke kun, fordi lovgivningen forpligter kommunerne til det, men også fordi det er muligt at opkræve mellemkommunal betaling, hvis taksten er dyrere end brugerbetalingen.

Fritvalgstakster på madområdet

Såfremt kommunen benytter en godkendelsesordning på madservice til hjemmeboende borgere, skal kommunen sikre, at afregningsprisen til private fritvalgsleverandører justeres løbende, når kommunen bliver bekendt med, at omkostningerne ikke længere stemmer overens med afregningsprisen. 

Det følger desuden af ældreloven, at kommunen skal foretage efterberegning af afregningspriser løbende efter behov og mindst én gang årligt i forbindelse med aflæggelse af årsregnskab. Endvidere er der med ældreloven indført et efterbetalingskrav for afregningspriserne, hvor eventuelle forskelle mellem afregningspriser og faktiske omkostninger skal efterbetales, afhængigt af om de faktiske omkostninger har været lavere eller højere.

En eller to afregningspriser til private leverandører

På landsplan ses der en tendens til, at andelen af specialdiæter til ældre er stigende. Dette sker i takt med, at der kommer større fokus på ernæring i kommunerne og at der laves flere målrettede ernæringsindsatser.

Produktion af specialdiæter kan være både tidskrævende og dyrt for de kommunale køkkener, og dermed påvirke køkkenernes driftsøkonomi. BDO har erfaringstal fra kommunale produktionskøkkener der viser, at produktionsomkostningerne for en hovedret som specialdiæt er mellem 4 og 7 kr. højere en for en normal hovedret. BDO ser i mange kommuner, at de normale – og lettere producerbare – kosttyper i højere grad leveres af de private leverandører, mens mange borgere med behov for specialdiæter vælger det kommunale køkken som leverandør. En tendens der yderligere udfordrer driftsøkonomien i de kommunale køkkener.

Vi anbefaler, at kommunerne i stedet for én afregningspris uagtet kosttype, opererer med to afregningspriser – en for normalkost og en for specialkost.

Den stigende andel af diæter og dermed forøget produktionspris betyder, at afregningsprisen til de private leverandører stiger. Ved én afregningspris uanset kosttype, vil kommunerne afregne en højere afregningspris for alle portioner ved den private leverandør – også for normalkost – end ved to afregningspriser.