Tilpasning af regnskabspraksis, når kapitalandele måles til indre værdi
Tilpasning af regnskabspraksis, når kapitalandele måles til indre værdi
Det hænder, at et moderselskab har en anden regnskabspraksis end et datterselskab. Det kræver derfor omarbejdning af tallene fra kapitalandelen, hvis denne hos ejerselskabet skal måles efter indre værdis metode.
Kapitalandele i datterselskaber, associerede virksomheder samt i såkaldte kapitalinteresser kan alle indregnes i ejerselskabets regnskab til disses regnskabsmæssige indre værdi, i stedet for til kostpris eller til dagsværdi. Se nærmere herom i denne artikel.
I de tilfælde, hvor selskaberne ikke har samme regnskabspraksis, medfører brugen af indre værdis metode, at tallene fra kapitalandelen skal bearbejdes, da indregning hos ejerselskabet skal ske efter den praksis, som dette følger.
At selskaberne har forskellig regnskabspraksis, kan fx skyldes, at der er tale om et 50/50-ejet selskab, hvor ejerne ikke anvender samme regnskabspraksis som den associerede virksomhed og derfor må tilpasse tallene herfra for at kunne måle deres andel til indre værdi.
Behovet for tilpasning kan også forekomme, hvis et moderselskab i regnskabsklasse C har et datterselskab i regnskabsklasse B, der følger reglerne for sådanne. Disse forskellige regn-skabsklasser medfører, at der kan gælde andre krav til både indregning og måling af visse regnskabsposter. For at sikre, at kapitalandelen indregnes korrekt efter indre værdis metode i moderselskabets regnskab, kan det derfor være nødvendigt at omarbejde datterselskabets værdier. Denne omarbejdning skal foretages, så den er i overensstemmelse med moderselskabets regnskabspraksis og opfylder de krav, der følger af regnskabsklasse C.
For datterselskabet vil ejendommen blive betragtet som en investeringsejendom. Denne type ejendom kan enten måles til kostpris eller til dagsværdi, hvor eventuelle reguleringer i dagsværdi bliver indregnet i resultatopgørelsen.
Set fra moderselskabets synspunkt anses ejendommen for at være en domicilejendom, da udlejningen foregår internt i koncernen. Her er mulighederne for måling enten kostpris eller dagsværdi, men med den forskel, at regulering af dagsværdien indregnes direkte over egenkapitalen og ikke over resultatopgørelsen.
Hvis datterselskabet har valgt at måle ejendommen til dagsværdi med regulering af dagsværdi over resultatopgørelsen, kræver det derfor en tilpasning, når indre værdis metode anvendes ved indregning af kapitalandelen i moderselskabets regnskab. Det skyldes, at målingen som nævnt skal tilpasses, så den afspejler moderselskabets regnskabspraksis og ikke datterselskabets.
Udlejer datterselskabet derimod ejendommen til et af moderselskabets associerede selskaber eller en, i forhold til koncernen, ekstern part, vil denne fortsat betragtes som investeringsejendom for koncernen, og så længe moderselskabet anvender samme regnskabspraksis som datterselskabet, vil der i dette tilfælde ikke skulle ske omarbejdning.
I de tilfælde, hvor selskaberne ikke har samme regnskabspraksis, medfører brugen af indre værdis metode, at tallene fra kapitalandelen skal bearbejdes, da indregning hos ejerselskabet skal ske efter den praksis, som dette følger.
At selskaberne har forskellig regnskabspraksis, kan fx skyldes, at der er tale om et 50/50-ejet selskab, hvor ejerne ikke anvender samme regnskabspraksis som den associerede virksomhed og derfor må tilpasse tallene herfra for at kunne måle deres andel til indre værdi.
Behovet for tilpasning kan også forekomme, hvis et moderselskab i regnskabsklasse C har et datterselskab i regnskabsklasse B, der følger reglerne for sådanne. Disse forskellige regn-skabsklasser medfører, at der kan gælde andre krav til både indregning og måling af visse regnskabsposter. For at sikre, at kapitalandelen indregnes korrekt efter indre værdis metode i moderselskabets regnskab, kan det derfor være nødvendigt at omarbejde datterselskabets værdier. Denne omarbejdning skal foretages, så den er i overensstemmelse med moderselskabets regnskabspraksis og opfylder de krav, der følger af regnskabsklasse C.
Forskellig klassifikation af ejendom
Et hyppigt forekommende eksempel på forskellig regnskabsmæssig behandling er, når et datterselskab udlejer en ejendom til et andet datterselskab inden for samme koncern. I denne situation vil klassifikationen og målingen af ejendommen afhænge af, om man ser det fra datterselskabets eller moderselskabets perspektiv.For datterselskabet vil ejendommen blive betragtet som en investeringsejendom. Denne type ejendom kan enten måles til kostpris eller til dagsværdi, hvor eventuelle reguleringer i dagsværdi bliver indregnet i resultatopgørelsen.
Set fra moderselskabets synspunkt anses ejendommen for at være en domicilejendom, da udlejningen foregår internt i koncernen. Her er mulighederne for måling enten kostpris eller dagsværdi, men med den forskel, at regulering af dagsværdien indregnes direkte over egenkapitalen og ikke over resultatopgørelsen.
Hvis datterselskabet har valgt at måle ejendommen til dagsværdi med regulering af dagsværdi over resultatopgørelsen, kræver det derfor en tilpasning, når indre værdis metode anvendes ved indregning af kapitalandelen i moderselskabets regnskab. Det skyldes, at målingen som nævnt skal tilpasses, så den afspejler moderselskabets regnskabspraksis og ikke datterselskabets.
Udlejer datterselskabet derimod ejendommen til et af moderselskabets associerede selskaber eller en, i forhold til koncernen, ekstern part, vil denne fortsat betragtes som investeringsejendom for koncernen, og så længe moderselskabet anvender samme regnskabspraksis som datterselskabet, vil der i dette tilfælde ikke skulle ske omarbejdning.
