Fremskaffelse af finansiering kan være forbundet med omkostninger af meget forskellig art og størrelse. Ved mindre lån vil omkostningerne typisk bestå af udgifter til gebyrer og stiftelsesprovisioner til långiveren og måske af kurstab og tinglysningsomkostninger. Ved store lån vil sådanne omkostninger ofte være suppleret især af udgifter til rådgivere, herunder af honorarer til advokater og revisorer.
En virksomheds lån måles i regnskabsmæssig henseende til amortiseret kostpris. Det betyder, at låneomkostninger udgiftsføres – fordeles – over lånets løbetid. Det gælder i princippet også omkostninger ved låneomlægninger, uanset om omlægningen anses for en væsentlig eller ikke-væsentlig ændring af det omlagte lån. Se nærmere herom i denne artikel.
Årsregnskabsloven rummer ikke nogen definition af begrebet ”låneomkostninger”, men i praksis antages dette efter vores opfattelse kun at omfatte eksterne udgifter, der er direkte relateret til det optagne lån, og kun sådanne, som virksomheden ikke ville have afholdt, hvis lånet ikke var blevet optaget. Interne omkostninger i form af løn til fx egne finansieringsmedarbejdere og jurister samt eksterne omkostninger til rådgivere, der mere generelt hjælper virksomheden med dens finansiering, vil som udgangspunkt skulle udgiftsføres i resultatopgørelsen for den periode, de vedrører, og ikke som finansielle omkostninger.
Eksterne låneomkostninger, der knytter sig direkte til et konkret lån, behandles som transaktionsomkostninger og fordeles altså over lånets løbetid. Det betyder, at en forholdsmæssig andel af omkostningerne hvert år udgiftsføres i resultatopgørelsen sammen med renter af gælden.
Hvis der på et givent statustidspunkt er afholdt eksterne udgifter, som forventes at skulle anses for transaktionsomkostninger, men hvor lånet ikke er udbetalt ved udgangen af regnskabsåret, vil de afholdte udgifter skulle periodeafgrænses (aktiveres). Fordeling over lånets løbetid betyder nemlig, at der ikke kan udgiftsføres nogen andel af låneomkostningerne forud for lånets etablering og kun med en forholdsmæssig andel i etableringsåret.
Omkostninger, der knytter sig til etablering af kassekreditter, hvor der ikke er aftalt afvikling, skal udgiftsføres i resultatopgørelsen for det år, hvori kreditten etableres. For byggekreditter, hvor saldoen kun vil være negativ, og som typisk skal nedbringes over en aftalt periode, vil omkostningerne skulle fordeles over løbetiden.
I de tilfælde, hvor en lånoptagelse fx har sammenhæng med opførelse af en domicilejendom, kan en virksomhed frivilligt vælge at anse låneomkostningerne for en del af kostprisen for dette. Dog kan omkostningerne ikke tillægges direkte til kostprisen for ejendommen. De indgår i stedet som en del af amortiseringen af lånet, hvorefter det samlede beløb, som ellers ville være blevet udgiftsført i den konkrete periode, i stedet indgår som en del af kostprisen for det igangværende byggeri. Aflægger virksomheden regnskab efter IFRS, er den ligefrem pligtig til at anvende denne fremgangsmåde, hvis det er åbenbart, at lånet er optaget til finansiering af opførelsen af det specifikke aktiv.
Når det gælder finansielt leasede aktiver, skal disse hos virksomheder i regnskabsklasse C og D optages i balancen på samme måde som købte aktiver, hvilket også mange klasse-B virksomheder frivilligt gør. I så fald skal omkostninger knyttet til indgåelsen indregnes i kostprisen. Læs mere her.
/Employees/MEGYD.jpg)
