Guide til en grundig gennemgang af årsopgørelsen for 2025


Published: 
En times tid i fred og ro. Det er, hvad du har brug for, hvis du vil tjekke årsopgørelsen og gøre det grundigt. Så lang tid bruger desværre nok de færreste. Nogle snyder derfor sig selv, mens andre senere kan blive overrasket af efteropkrævninger.

Da Skattestyrelsen sidste år åbnede for adgangen til årsopgørelsen for 2024, sad danskerne klar. I løbet af de første 53 timer – fra fredag den 21. marts kl. 19.00 til søndag den 23. marts kl. 23.59, var der i runde tal 3 mio. borgere, som loggede sig ind. Deres gennemsnitlige login tid var 1:10 minutter. Det har vi fået oplyst hos Skattestyrelsen. På den tid kan man nemt nå at se, om man skal have penge tilbage, eller om man skal betale restskat og måske tage et screenshot. Men på 70 sekunder er det ikke muligt at give årsopgørelsen et seriøst tjek.

En del er formentlig vendt tilbage igen på et senere tidspunkt for en nærmere gennemgang, men desværre nok kun et mindretal. Skattestyrelsens jævnlige udmeldinger om oversete beskeder på årsopgørelser giver sammen med vores egne kundeoplevelser et klart indtryk for, at alt for mange bruger alt for lidt tid på deres årsopgørelse med den konsekvens, at de enten betaler for meget i skat eller senere overraskes af efterregninger.


Hvad skal der til?

En grundig gennemgang af årsopgørelsen for 2025 kræver ikke blot, at denne gennemgås minutiøst, men også at den sammenholdes med årsopgørelsen for 2024 og med forskudsopgørelsen for 2025. Det giver den største sikkerhed for, at intet overses.

Har du adgang til en printer, vil du måske foretrække at udskrive de tre opgørelser og placere dem i bunker ved siden af hinanden, fordi du i så fald kan sammenholde på tværs. Alternativt må du gennemgå opgørelserne hver for sig. Start med årsopgørelsen fra sidste år. Gennemgå derefter forskudsopgørelsen for 2025 og vent med årsopgørelsen for 2025 til sidst.

Når du har gennemgået opgørelserne, retter du de tal, der skal rettes, og tilføjer det, der mangler. Slut gerne af med at tjekke, om forskudsopgørelsen for 2026 skal ændres, og gør det i givet fald.


Forberedelse

Inden du starter din gennemgang, er det en god idé at fremfinde de bilag, som du ved, du skal bruge. Det kan fx være papirer om aktieløn eller regninger fra håndværkere, som der kan opnås håndværker- eller servicefradrag for. Et hurtigt gennemløb af kontoudtog fra banken for det forgangne år kan også være nyttigt, fordi den slags ofte afslører for længst glemte ting, herunder fx om aktiehandler, låneomlægninger og rejser med arbejdet.


Beskeder   

Når du gennemgår årsopgørelser, er det vigtigt – ofte det allervigtigste – at være opmærksom på eventuelle beskeder fra Skattestyrelsen. De kan ses øverst på årsopgørelsen. De kan fx handle om manglende oplysninger om aktier, men kan også have karakter af advarsler. 

Mange tusinde danskere modtager hvert år besked om, at de har indskudt flere penge på en ratepension, end de kan få fradrag for. Et problem, som nemt kan løses, hvis man altså læser beskeden og handler på denne, men det er der desværre mange, som ikke gør. Hvert år er der også en gruppe, som får besked om, at de har indskudt så store beløb på en livrente, at de selv skal indtaste fradraget, hvilket langt fra alle får gjort. Læs mere om disse problemstillinger i denne artikel.

Endelig er der også en del – faktisk nok over 50.000 borgere – som hvert år får besked om, at de har indbetalt for meget på en aldersopsparing og derfor er pålagt en strafafgift. En afgift, som kan nedsættes væsentligt, hvis pengene flyttes til en anden pensionsopsparing. Noget som næsten ingen får gjort, jf. denne artikel.

Forfattere

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.