Pensionsopsparing med hovedet under armen
Pensionsopsparing med hovedet under armen
Det er spild af penge at indskyde på en pensionsopsparing uden at få fradrag. Alligevel er der fortsat mange tusinde, der gør det hvert år. En del har tilmed nok gjort det flere gange. Netop i år er der risiko for, at rekordmange vil gøre det.
Ifølge en opgørelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension indbetalte danskerne i 2024 svimlende 159 mia. kr. til deres pensionsordninger. Et tal som vokser år for år. Fra 2019 til 2024 øgedes indbetalingerne med næsten 25 %. Langt den overvejende del af indbetalingerne sker til ratepensioner og livrenter. for hvilke der gælder forskellige skatteregler.
Der gælder i princippet ikke nogen overgrænse for indskud på ratepensioner, men der gælder et loft over fradraget. I 2024 udgjorde det maksimale fradrag et beløb på 63.100 kr. For indskud på livrenter er der ikke noget maksimum for hverken indskud eller fradrag, men når det gælder store indbetalinger til privattegnede livrenter – i 2024 indbetalinger over 58.100 kr. – skal indbetaleren på grund af en særlig fordelingsregel selv skrive fradraget på årsopgørelsen. Det gælder uanset, at pensionsselskabet indberetter indbetalingen til Skattestyrelsen.
At indbetale penge til en ratepension eller livrente, uden at få skattefradrag for indbetalingen, er en vanvittig dårlig idé, fordi indbetaleren derved ender med at betale skat af pengene to gange. Første gang, når de tjenes. Anden gang, når de udbetales som pension. Det kan i værste fald betyde en samlet skat på op mod 80 %. På trods af det åbenlyst ufornuftige, så er der fortsat mange, som gør det, og som ikke efterfølgende korrigerer deres fejl. Det viser tal, som vi har indhentet hos Skattestyrelsen.
Ratepensioner
Nedenstående tabel viser, hvor store beløb der i 2023 og 2024 er indbetalt uden fradragsvirkning. Tallene er for begge år trukket i oktober måned i det efterfølgende år. Der kan være et mindre antal, som efterfølgende har opdaget deres fejl og korrigeret for denne. Korrektion kan enten ske ved at overføre beløbet til en livrente eller ved at få det udbetalt. Det sidste kan ske uden beskatning, ligesom der ikke gælder nogen forældelsesfrist i forhold til tilbagebetaling, jf. denne artikel.| Antal personer | Beløb i alt | Gennemsnitligt beløb | |
| 2023 | 28.700 | 294 mio. kr.* | Ca. 10.200 kr. |
| 2024 | 31.700 | 306 mio. kr. | Ca. 9.700 kr. |
Livrenter
Tabellen nedenfor viser, hvor mange personer, der i 2023 og 2024 har foretaget indskud på en privattegnet livrente af en sådan størrelse, at de selv har skullet indtaste deres fradrag på årsopgørelsen, men som ikke har gjort dette. Også hér er tallene trukket i oktober måned i det efterfølgende år.| Antal personer | Beløb i alt | Gennemsnitligt beløb | |
| 2023 | 410 | 60 mio. kr.* | Ca. 146.300 kr. |
| 2024 | 556 | 92 mio. kr.* | Ca. 165.500 kr. |
I modsætning til hvad der gælder for ratepensioner, er der ved livrenteindskud ikke nogen mulighed for, at pensionsopspareren uden skattemæssige konsekvenser kan få tilbagebetalt de indskud, der ikke er opnået fradrag for. Læs mere herom i denne artikel.