Allerede 10 skattelovforslag i oktober
Allerede 10 skattelovforslag i oktober
Den nye skatteminister lægger hårdt fra land. Det kan man se i Regeringens lovkatalog for det netop startede folketingsår. Heri varsles der hele 20 lovforslag på skatteområdet. Det er otte flere end i det tilsvarende katalog fra sidste år. De mange lovforslag skyldes i det væsentlige, at en lang række politiske aftaler, herunder om forbedring af vilkårene for dansk erhvervsliv i almindelighed og for iværksættere i særdeleshed, nu skal udmøntes i konkret lovgivning.
De 20 varslede lovforslag bliver dog næppe de eneste, skatteministeren kommer til at fremsætte frem til næste forår. Al erfaring viser, at der i løbet af et år kommer nogle ekstra oveni. I folketingsåret 2023/24 blev der udover det i lovkataloget varslede således fremsat og vedtaget yderligere syv lovforslag. Bliver det samme tilfældet i dette år, kommer vi nok op på omkring 30 nye skattelove.
Her er et overblik over de første forslag
Halvdelen af de varslede forslag fremsættes med det samme. Det vil sige i første halvdel af denne måned. Det drejer sig om følgende forslag:
1. Et forslag om på den ene side at forbedre mulighederne for fradrag for udviklingsomkostninger – hvilket du kan læse mere om i denne artikel – men på den anden side at afskaffe muligheden for at kunne straksafskrive udgifter til software og til køb af knowhow og patentrettigheder. Det sidste kan du læse mere om i denne artikel. Lovforslaget kan du læse her.
2. Et forslag blandt andet om at sænke gave- og arveafgiften ved overdragelse af virksomheder eller andele heri. Samtidig vil det blive gjort muligt at generationsskifte ejendomsselskaber skattefrit på samme måde som øvrige virksomheder
3. Aktieskattereglerne for både personer og selskaber ændres til det bedre. Du kan læse om ændringerne i denne artikel, og du kan læse lovforslaget her.
4. Et forslag om at hæve dieselafgiften samt nedsætte dels udligningsafgiften, dels vejafgiften. Du kan læse om ændringerne i denne artikel, og du kan læse lovforslaget her.
5. Et forslag om at lægge loft over stigningerne i dækningsafgiften for erhvervsejendomme. Du kan læse mere om ændringen i denne artikel, og du kan læse lovforslaget her.
6. Et forslag om at justere reglerne i den såkaldte Øresundsaftale, der gælder for dem, der pendler mellem Danmark og Sverige eller omvendt. Læs om nogle af ændringerne i denne artikel. Lovforslaget kan du læse her.
7. Et forslag om nye regler for gevinstafgift af bankospil m.v., jf. denne artikel. Du kan læse lovforslaget her.
8. Et forslag blandt andet om Skattestyrelsens mulighed for at indhente kontroloplysninger hos visse tredjemænd. Du kan læse lovforslaget her.
9. Et forslag om justering af reglerne om efterbeskatning af fondes ubenyttede hensættelser m.v. Du kan læse forslaget her.
10. Et forslag om modernisering af reglerne om adgang til forsvarerbistand i administrative skattestraffesager. Du kan læse lovforslaget her.