50 år med taknemmelighed og motivation som motor

mød Stefan Bjerregaard

Stefan Bjerregaard
D 1. juni kan Stefan Bjerregaard fejre sit 50-års jubilæum hos BDO. Han elsker at gå på arbejde og har igennem årene opbygget en helt særlig kærlighed til sit job. Men hvem er manden bag? Og hvor kommer motivationen fra? 
”Jeg stopper jo ikke endnu.” Det siger statsautoriseret revisor og Director i BDO´s Tax Legal-afdeling Stefan Bjerregaard med en selvfølgelighed, der næsten gør 50-års jubilæet til en detalje. For selv om han nu har været i BDO i et halvt århundrede, har han ikke sat nogen slutdato på sit arbejde. Tværtimod. Stefan trives med sine kolleger og synes stadig, at det er spændende at komme på arbejde. Og det er i sig selv en pointe. 

For Stefan handler arbejdslivet ikke om at tælle år, men om at bevare lysten. Og når han ser tilbage, er der især ét ord, der går igen: taknemmelighed.


Starten på karrieren

Den 1. august 1974 trådte Stefan Bjerregaard for første gang ind på kontoret hos Jens Pedersen & co. i Herning - en revisionsvirksomhed, der senere blev en del af BDO. Ansættelsen beskriver Stefan i dag som en lykkelig tilfældighed: 

”Efter højere handelseksamen søgte jeg blot et job, og lagde en ansøgning ind hos to revisionsfirmaer. Jeg blev tilbudt ansættelse hos et stort revisionshus i Silkeborg og hos Jens Pedersen & Co. Da jeg boede i Herning, var det jo mest nærliggende at sige ja tak til Jens Pedersen & Co.”

Dengang var vejen ind i revisionsbranchen en anden, end den er i dag. Der var ingen sabbatår og ingen lange overvejelser. Man tog fat. Og Stefan gik til arbejdet med en naturlig nysgerrighed for tal, regnskaber og økonomi. En interesse, der allerede var blevet vakt på handelshøjskolen. 

Samtidig var rammerne dengang markant anderledes. Da Stefan startede i branchen, bestod ”startpakken” af en rød og en blå kuglepen, samt en blyant. Han fortæller med et smil på læben, at man selv regnede sin løn ud, og skrev den på den månedlige lønseddel, med selvsamme udleverede blyant: 

”Lønsedlerne blev efterfølgende samlet ind og verificeret. Min lønseddel var på 800 kroner og var derfor enkel at godkende” 

Interessen for tal og økonomi fulgte Stefan gennem de første år i branchen. I takt med at opgaverne blev mere komplekse, voksede Stefans lyst til at dygtiggøre sig. Uddannelsesvejen var lang og krævede sit. Ved siden af arbejdet læste Stefan blandt andet merkonom, før han tog det næste skridt og begyndte på HA- og senere cand.merc.- uddannelsen. Målet var for Stefan klart: at blive statsautoriseret revisor. Og da han i 1988 bestod sin revisoreksamen, stod det som et af de helt store øjeblikke i hans arbejdsliv: 

”Det er klart, at den dag i 1988, hvor jeg fik min revisoreksamen, det er jo en dag, jeg aldrig glemmer. Det er en lang uddannelse. Så det var en stor dag, det må jeg sige”


Fra revision til skat 

En række tilfældigheder, åbnede for lidt over 30 år siden en helt speciel dør op for Stefan. Han var netop blevet udnævnt som partner på Jens Pedersen & co.’s daværende Ikast kontor og var der et par år. Men den plan der var blevet lagt for kontoret, den holdt ikke, fortæller Stefan.

På det tidspunkt havde man netop udvidet med en afdeling i Horsens, og planen var, at Stefan skulle overtage en række kunder i den forbindelse. Men i takt med, at organiseringen faldt på plads, ændrede forudsætningerne sig, og det blev aldrig gennemført som først tænkt. Det betød, at han i en periode kom lidt i klemme.

Men det skulle vise sig, at den lidt uheldige situation som Stefan endte i, skulle blive vejen til en lang og fortsat givende karriere i skatteafdelingen: ”Jeg fik mulighed for at komme i skatteafdelingen, da en af vores jurister rejste fra Herningkontoret. Og det har jeg aldrig nogensinde fortrudt.” 

Stefans skifte til skatteafdelingen i 1996 førte til en række arbejdsopgaver, som han ser tilbage på som nogle af de mest inspirerende oplevelser, han har haft i BDO. Han havde blandt andet fornøjelsen af at være BDO’s repræsentant i FSR’s skatteudvalg i 12 år. Det medførte en række arbejdsopgaver, som Stefan den i dag ser tilbage på, med stor stolthed: 

”Dengang var vi rundt i landet med udvalget og afholdte indlæg for medlemmerne om ny skattelovgivning og skattepraksis. Sideløbende hermed var jeg desuden en eftertragtet underviser i FSR regi på skatteområdet generelt. Det er nok den periode jeg i dag, er mest stolt over.”

Og spørger man Stefan om hvorfor han er blevet hængende hos BDO i 50 år, er svaret klart: hans overgang til skatteafdelingen i 1996. En disciplin, som Stefan fortæller, at han holder rigtig meget af i branchen: 

”Det er jo en mere juridisk disciplin, som jeg er kommet til at holde af, specielt motiveret af min periode i FSR’s skatteudvalg. Vi er ikke så mange statsautoriserede revisorer, der har valgt skattevejen frem for revisorvejen. Men det fortryder jeg på ingen måde i dag.”


Græsset er grønnest hos BDO

Stefan er dybt taknemmelig for sin tid hos BDO. Han ser forretningen som et sted, hvor der er rig mulighed for at tage sin karriere i lige præcis den retning der motiverer en. Samtidig er han ikke i tvivl om, at BDO er et sted, hvor man har lyst til at blive.

Han beskriver BDO som et sted med rigtig gode karrieremuligheder og frihed under ansvar. Samtidig er der en kultur præget af tillid frem for konstant pres, hvilket gør det til en rigtig behagelig arbejdsplads.

Og ifølge Stefan, er græsset ikke altid grønnere hos vores ”kon-kolleger”. Han fortæller, at han igennem de mange år han har været hos BDO har set kolleger skifte over til andre firmaer: 

”Jeg har igennem de mange år, set folk rejse over til vores ”kon-kolleger”, men er meget ofte vendt tilbage. Det ser jeg som et tegn på, at græsset på ingen måde er grønnere andre steder.”

Stefan er et eksempel på, at man kommer langt med loyalitet. Han har haft mange store oplevelser hos BDO. Og det har uden tvivl været en stor motivationsfaktor for Stefan. Han har i sin lange karriere bidraget med enormt meget til forretningen, kunder og kolleger. Vi priser os lykkelige over, at Stefan valgte jobbet hos Jens Pedersen & co. tilbage i 1974. Der skal derfor lyde et rigtig stort tillykke med 50-års jubilæet til Stefan.
 

bag om bdo

Kontaktperson

Stefan Bjerregaard, BDO

Stefan Bjerregaard

Director, Tax Legal, Statsautoriseret revisor
View bio