Har I betalt dansk moms, har I muligvis penge til gode

Hvis I har haft rejseaktivitet i Danmark og betalt dansk moms under opholdet, kan I have ret til at få momsen refunderet. Hvis I har betalt dansk moms på fakturaer fra danske leverandører, og I ikke er forpligtet til at lade jer registrere for moms i Danmark, kan I have ret til at få den betalte moms refunderet. Fristen for ansøgning om momsrefusion er den 30. september 2025 for udgifter afholdt i kalenderåret 2024.

Tilbagesøgning af betalt dansk moms – momsrefusion i Danmark

Når en grønlandsk virksomhed har rejseaktivitet i Danmark – fx i forbindelse med kundebesøg, kurser, konferencer eller anden erhvervsrelateret aktivitet – betaler I automatisk dansk moms af de omkostninger, der afholdes under rejsen. Denne moms er i mange tilfælde refusionsberettiget, hvis I ansøger om det.

Virksomheder uden for EU, herunder Grønland, har nemlig ret til at få tilbagebetalt korrekt opkrævet dansk moms på varer og ydelser købt i Danmark.

 

De danske momsregler er afgørende

Det er de danske momsregler, der afgør, om momsen kan refunderes for de enkelte udgifter. Det betyder, at man først skal vurdere, om jeres virksomhed i Grønland ville være momspligtig efter dansk lovgivning. Er det tilfældet, kan den betalte danske moms refunderes i det omfang, I ville have haft ret til fradrag for købsmomsen, hvis virksomheden var registreret i Danmark.

Afhængig af jeres aktiviteter bør det også undersøges, om virksomheden faktisk har momspligtige aktiviteter i Danmark. I så fald vil momsrefusion ikke være muligt, da I i stedet vil være forpligtet til at lade jer momsregistrere i Danmark. I sådanne tilfælde vil momsen kunne fradrages via jeres momsangivelse.

 

Hvilke udgifter kan I få momsrefusion for?

Efter danske regler kan I få refunderet moms på mange af de rejseomkostninger, der afholdes i forbindelse med rejser til Danmark. Det gælder f.eks. udgifter til hoteller, restauranter (med særlige regler), adgang til messer, udstillinger, kurser og konferencer samt andre erhvervsrelaterede udgifter.

Der kan også søges momsrefusion for momsbelagte ydelser som rådgivning samt udgifter til kontorhold, telefon og internet, når disse er relateret til jeres virksomhed i Grønland.

Det er dog et krav, at den danske moms fremgår af fakturaen eller bonen, for at udgiften giver ret til momsrefusion.

Bemærk:
  • Der er ikke moms på personbefordring i Danmark (fly, tog, metro, bus, færge, taxa), medmindre det gælder leje af turistbus, hvor moms er pålagt.
  • Udgifter til underholdning, repræsentation og gaver er ikke refusionsberettigede.
  • Udgifter til korttidsleje af hvidpladebiler giver ikke ret til momsrefusion.
  • Ved leasing af hvidpladebil i mindst seks måneder kan der søges refusion af den særligt opkrævede leasingmoms, som skal fremgå af fakturaen.
  • Leje af gulpladebiler og tilhørende driftsomkostninger kan være refusionsberettigede. Ved fuldt erhvervsmæssig brug kan der opnås fuld refusion. Ved blandet anvendelse kan kun 1/3 af lejemomsen refunderes, men driftsomkostningerne refunderes fuldt ud.
 

Hvad kræver det at få refusion af betalt dansk moms?

Der skal udfyldes en særlig blanket, som indsendes til Skattestyrelsen.

Krav til ansøgningen:
  • Momsbeløbet skal være mindst 400 kr. årligt eller 3.000 kr. ved kvartalsvis ansøgning.
  • Originale eller kopier af fakturaer eller boner skal vedlægges.
  • Fakturaerne skal være udstedt til jeres virksomhed og vise opkrævet moms.
  • I skal kunne fremvise bilag fra rejsen samt en erklæring fra de relevante grønlandske myndigheder, der dokumenterer, at I er hjemmehørende i Grønland og driver erhvervsvirksomhed.

Refusionen kan udbetales til en bankkonto i Grønland. Eventuelle gebyrer, herunder overførselsgebyr fra Skattestyrelsen, fratrækkes i refusionsbeløbet.

Fristen for indsendelse er absolut: 30. september i året efter, hvor varen eller ydelsen blev købt. Der gives ikke fristforlængelse.

 

BDO kan hjælpe med momsrefusion

Vi står naturligvis til rådighed, hvis I ønsker vores assistance i forbindelse med tilbagesøgning af moms i Danmark – eller i andre EU-lande, hvor momsrefusion er mulig.

Vi ser frem til at hjælpe jer med at få jeres momsrefusion i hus.