Børsnoterede Vestas Wind Systems A/S har ved byretten i Aarhus tabt en skattesag om fradrag for låneomkostninger for et samlet beløb på over 173 mio. kr., hvilket nok har kostet koncernen en ekstraskat på omkring 40 mio. kr., hvortil kommer ikke ubetydelige sagsomkostninger. Dommen er anket til Vestre Landsret. Byretsdommen blev kort før sommerferien offentliggjort på skat.dk i anonymiseret form. Sagen var oprindelig henvist til Vestre Landsret allerede i første instans, men landsretten hjemviste sagen til byretten, da den ikke blev anset for principiel, jf. denne kendelse.
Selvom sagen ikke blev anset for principiel, så er den usædvanlig. Der findes således ikke mange afgørelser om den skattemæssige behandling af låneomkostninger og slet ikke i den størrelsesorden, som store virksomheder må betale, når de skal sikre deres finansiering.
Sagen angik, hvorvidt Vestas var berettiget til skattefradrag for en række låneomkostninger afholdt i årene 2011-2014. Omkostninger af meget forskellig art, men primært i form af udgifter til advokat- og revisorbistand i forbindelse med forhandling af finansieringsaftaler, af udgifter til tinglysning ved oprettelse af pant samt af betalinger til forskellige banker.
Selskabet gjorde under sagen gældende, at udgifterne var fradragsberettigede som øvrige sædvanlige driftsomkostninger. Alternativt som fradragsberettigede låneomkostninger for lån med en kort løbetid, eller ved at udgifterne burde indgå i den skattemæssige opgørelse af gevinst/tab på de lån, som de knyttede sig til.
Til støtte for sin primære påstand anførte selskabet, at udgifterne ikke var afholdt til etablering af en ny kapitalstruktur, men til vedligeholdelse af en allerede etableret finansieringsstruktur inden for rammerne af den hidtidige virksomhed, og som var helt afgørende for virksomheden, da det er karakteristisk for vindmølleindustrien, at der undervejs i de enkelte projekter genereres negativ likviditet, da indtægterne kommer senere end afholdelsen af udgifter.
Byretten var dog ligesom Landsskatteretten enig med Skattestyrelsen i, at udgifterne ikke kunne fratrækkes i skatteregnskabet. Det skete i første række med den begrundelse, at de afholdte udgifter ikke havde den nødvendige direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, som kræves for at kunne fradrage disse som driftsudgifter, men måtte anses for at vedrøre selskabets indkomst- og kapitalgrundlag.
Retten fandt heller ikke, at udgifterne kunne indgå ved den skattemæssige opgørelse af gevinst/tab på lånene, da der ikke var tale om nye lån, men om omlægning af eksisterende lån uden så væsentlige ændringer, at dette kunne sidestilles med etablering af nye lån.
Havde der været tale om nye lån, ville Vestas formentlig have fået medhold i, at visse af udgifterne ville kunne indgå i en opgørelse af skattemæssige gevinster/tab vedrørende lånene, men efter vores vurdering nok kun en mindre del.
Fradrag i større omfang for mere generelle udgifter til fx rådgivere i forbindelse med forhandling af låneaftaler forudsætter som udgangspunkt, at udgifterne vil kunne anses for driftsomkostninger. Det spørgsmål skal afgøres ud fra den mere end 100 år gamle statsskattelov. En lov, som næppe nogen anser som velegnet til at afgøre, hvad der i vore dage er sædvanlige driftsomkostninger, men som ikke desto mindre udgør den snævre ramme, som domstolene må afgøre sagerne efter. Behovet for ny lovgivning er åbenbart. Det gælder også, selvom landsretten i ankesagen skulle nå frem til, at Vestas er berettiget til fradraget, hvilket vi håber, retten gør.
/Employees/MARLA.jpg)
