Når et hovedaktionærselskab har brug for penge, løses denne udfordring ikke så sjældent ved, at hovedaktionæren personligt låner penge til selskabet. Ofte fordi behovet anses for midlertidigt, og fordi alternativet – indskud af ny selskabskapital – er besværligt, idet et kapitalindskud ikke kan tilbagebetales uden beskatning, når problemerne er overvundet. Det kan et lån. Hertil kommer, at et lån hos hovedaktionæren ikke er forbundet med de store låneomkostninger, og at selskabets kreditværdighed måske ikke er stor nok til at kunne låne de samme penge i et pengeinstitut.
Hvis selskabet er i stand til at tilbagebetale lånet, er alt godt. Ender selskabet derimod med at måtte lukke, kan den hurtige løsning omvendt nemt vise sig at være en dårlig idé. Mens tab på indskudt selskabskapital nemlig normalt altid kan fratrækkes som negativ aktieindkomst, hvoraf skatteværdien kan modregnes i skat af anden indkomst, så kan en hovedaktionær ikke opnå fradrag for tab på et pengeudlån til sit selskab.
Når en hovedaktionær låner penge ud til eget selskab, sker det nogle gange rentefrit, fordi selskabets økonomi er udfordret i en sådan grad, at en forrentning af mellemværendet blot vil øge problemerne.
En sådan rentefrihed – eller henstand med renterne – accepteres imidlertid kun af skattemyndighederne, hvis selskabet er håbløst insolvent. Der findes således et stort antal afgørelser, hvor Landsskatteretten og/eller domstolene har tiltrådt, at en hovedaktionær kan beskattes af en fiktiv rente af dennes tilgodehavende, selvom selskabet ikke har likviditet til at betale hverken renter eller afdrag. Begrundelsen er, at rentefriheden er et usædvanligt forretningsvilkår, idet hovedaktionæren næppe ville have lånt ud til tredjemand på sådanne vilkår.
Med hensyn til rentesatsen, er myndighedernes udgangspunkt, at denne normalt ikke kan sættes lavere end diskontoen + 4 procentpoint. Med den aktuelle diskonto på 5,85 %. Rentesatsen kan dog godt være højere. Det viser en nylig dom.
Sagen handlede om en hovedaktionær, der havde lånt et beløb på hele 42,8 mio. kr. til sit holdingselskab til brug for dettes køb af en aktiepost i et andet selskab. Af det udstedte gældsbrev fremgik, at der var tale om et anfordringslån, som til enhver tid kunne kræves indfriet, og at der ikke var stillet nogen form for sikkerhed for lånet. Lånet skulle ifølge gældsbrevet forrentes med 1 %.
Skattestyrelsen havde fastsat renten til 5 % og havde på den baggrund forhøjet ejerens indkomst for årene 2018-2020 med et samlet beløb på næsten 5 mio. kr. Rentesatsen var fastsat med udgangspunkt i Danmarks Nationalbanks rentestatistik for danske ikke-finansielle virksomheders øvrige decil. Dette blev tiltrådt af retten, som ikke fandt, at rentesatsen var fastsat på et forkert eller mangelfuldt grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat. Dommen er anket.
I sager om beskatning af fikserede renter vil selskabets skatteansættelse på den ene side blive nedsat med et beløb svarende til det hos aktionæren beskattede, men på den anden side forhøjet med et tilsvarende beløb, da de ikke betalte renter anses for et tilskud fra aktionæren til selskabet.
I de fleste tilfælde vil der kunne opnås tilladelse til betalingskorrektion, så aktionæren får udbetalt – eller bliver godskrevet – renterne i selskabets regnskab. I så fald bortfalder tilskudsbeskatningen i selskabet, hvilket kan føre til tilbagebetaling af skat til dette, hvis ellers selskabet har så høj en indkomst, at det kan udnytte rentefradraget.
/Employees/MARLA.jpg)
