Påbud om revision


Published: 
Forfattere: Casper Jensen
Erhvervsstyrelsen kan pålægge selskaber i regnskabsklasse B at få revideret deres årsregnskaber, selvom de ellers har fravalgt dette. Det kan ske, hvis der konstateres væsentlige fejl, og er en sanktionsmulighed, som styrelsen rent faktisk gør brug af. 
For at nedbringe virksomhedernes administrative byrder besluttede Folketinget tilbage i 2012 at øge mindre selskabers mulighed for at fravælge revision af deres regnskaber. En mulighed, som de i stort omfang har valgt at udnytte. Ifølge en undersøgelse fra FSR havde 168.000 selskaber aktivt fravalgt revision for regnskabsåret 2019. Der findes ingen nyere tal, men antallet af selskaber, der i dag ikke får foretaget revision, er næppe lavere end dengang. Dette uagtet, at reglerne for selskabers brug af revisorbistand sidenhen er skærpet, jf. denne artikel.  

Erhvervsstyrelsen har imidlertid en sanktionsmulighed, der indebærer, at styrelsen kan pålægge selskaber i regnskabsklasse B, som har fravalgt revision, at få revideret deres årsregnskaber af en godkendt revisor for en periode på tre år, hvis styrelsen ved en kontrol af et selskabs årsrapport konstaterer væsentlige fejl eller mangler i denne eller i den underliggende bogføring. En sanktionsmulighed, som Erhvervsstyrelsen bruger aktivt. 


Nye afgørelser

Et påbud om revision gives i de tilfælde, hvor der konstateres væsentlige fejl og mangler, som kan have påvirket regnskabsbrugerens – fx lån- og kreditgivere – beslutninger. Hvornår noget anses for væsentligt i denne forbindelse kan illustreres med to nyere kendelser fra Erhvervsankenævnet, hvor Erhvervsstyrelsens påbud om revision blev stadfæstet.

I den ene sag havde selskabet undladt at noteoplyse om den samlede størrelse af sine leasingforpligtelser, som ikke var indregnet i balancen. Den manglende oplysning efter dagældende krav i årsregnskabsloven blev vurderet som en væsentlig fejl, fordi leasingforpligtelserne både var af en betydelig størrelse og havde stor betydning for virksomhedens drift. Regnskabsbrugerne fik derfor ikke et retvisende billede af selskabets forhold. 

I den anden sag havde selskabet ikke noteoplyst om de centrale forudsætninger for beregningen af dagsværdien af en investeringsejendom, som var dets eneste aktiv. Samtidig havde selskabet anvendt undtagelsesreglerne for mikrovirksomheder uden at opfylde betingelserne herfor. Kombinationen af manglende oplysninger og uberettiget anvendelse af mikroreglerne førte samlet til et påbud om revision. 


Mulighed for udvidet gennemgang

Et selskab, der pålægges revision, kan som udgangspunkt vælge at få denne udført efter reglerne om udvidet gennemgang – i stedet for en fuld revision efter de internationale revisionsstandarder, hvis betingelserne herfor ellers er opfyldt. Erhvervsstyrelsen kan dog konkret beslutte, at muligheden for udvidet gennemgang ikke kan anvendes. Det vil typisk ske, hvis de konstaterede fejl eller mangler vurderes at være af en sådan karakter, at der er behov for en fuld revision. 


Automatisk kontrol og alvorlige konsekvenser

Erhvervsstyrelsen fører automatisk kontrol med, om selskabet overholder påbuddet om revision. Hvis der ikke indberettes et revideret årsregnskab for et regnskabsår, som er omfattet af påbuddet, vil årsrapporten blive afvist. Konsekvensen af en afvist årsrapport kan være alvorlig, idet manglende indberetning af en årsrapport i sidste ende vil føre til, at Erhvervsstyrelsen anmoder skifteretten om tvangsopløsning af selskabet.


Efter periodens udløb

Et påbud om revision gælder for det regnskabsår, hvor den eller de væsentlige fejl er konstateret og for de efterfølgende to regnskabsår. Herefter kan selskabet igen fravælge revision, hvis betingelserne herfor fortsat er opfyldt. Der stilles ikke krav om, at fravalget skal besluttes på en generalforsamling eller oplyses i årsrapporten. 
 

Forfattere

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.