For sen indsendelse af TP-dokumentation gav kæmpebøde


Published: 
Skattestyrelsen er meget hurtig til at finde bødeblokken frem, hvis TP-dokumentation ikke indsendes rettidigt, og bøderne kan blive voldsomt store, hvis styrelsen samtidig finder anledning til at korrigere indkomsten.

For selskaber med kalenderårsregnskab udløber fristen for indsendelse af TP-dokumentation for indkomståret 2026 mandag den 31. august 2026. Det er en frist, som de omfattede selskaber – som du kan læse mere om i denne artikel – bør være meget opmærksomme på. Konsekvensen ved manglende eller for sen indsendelse er nemlig til at tage og føle på.

Reglerne er sådan, at en virksomhed som udgangspunkt straffes med en bøde på 250.000 kr. pr. år, hvis TP-dokumentationen ikke indsendes rettidigt. Bøden nedsættes dog til det halve, hvis dokumentationen indsendes efterfølgende, men kan også forhøjes med 10 % af en eventuel indkomstforhøjelse, hvis Skattestyrelsen gennemfører en sådan.

I en byretsdom fra 2018 blev et selskab, der drev virksomhed med B2B-salg af hårplejeprodukter, dømt til at betale en bøde på 625.000 kr. – svarende til 5 indkomstår à 125.000 kr. – fordi selskabet på grund af en intern kommunikationsbrist indsendte den lovpligtige TP-dokumentation 46 dage for sent. Dette uagtet, at Skattestyrelsen uden videre godkendte dokumentationen og ikke fandt grundlag for at regulere indkomsten.


Tillæg ved indkomstforhøjelse

Hvis TP-dokumentationen ikke bare indsendes for sent, men Skattestyrelsen også finder grundlag for kritik af de interne afregningspriser, kan bøden som nævnt forhøjes med et beløb svarende til 10 % af en heraf afledt indkomstforhøjelse. Dette kan illustreres med en netop offentliggjort dom. 

Sagen angik et angiveligt fynsk selskab, der indsendte sin TP-dokumentation for årene 2017 og 2018 for sent, og som af Skattestyrelsen fik forhøjet sin indkomst for de to år med i alt 16.563.293 kr. De to ting i forening udløste en ikke-fradragsberettiget TP-bøde på ikke mindre end 1.906.329 kr. Bøden blev udregnet således:

For sen indsendelse af TP-dokumentation for indkomståret 2017

125.000 kr.

10 % af indkomstforhøjelse for 2017 på kr. 8.759.675     

875.967 kr.

For sen indsendelse af TP-dokumentation for indkomståret 2018

125.000 kr.

10 % af indkomstforhøjelse for 2018 på kr. 7.803.618 

780.362 kr.

I alt

1.906.329 kr.

Fordi selskabet lige fra sagens start havde erklæret sig indforstået med at betale bøden, blev det ikke dømt til at betale sagsomkostninger til staten.


Kommentar

Bødetillægget på de 10 % af indkomstforhøjelsen svarer til, at skatten af indkomstforhøjelsen beregnes med en skattesats på 32 % mod de normale 22 %. Blot skal der ikke betales restskattetillæg og morarenter af denne del.

Det fremgår ikke af dommen, hvad indkomstforhøjelserne vedrørte, og hvorfor selskabet uden videre accepterede at betale den meget store bøde. Når det gælder det sidste, er det efter vores opfattelse nærliggende at tro, at selskabet ikke bare erkendte fristoverskridelsen, men også henså til, at bøden var udregnet i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i lovforarbejderne.

Når det gælder skatten af indkomstreguleringerne, er denne måske ikke i sig selv anset som et problem, fordi koncernen – i hvert fald hvis koncernmodparten er hjemmehørende i et andet EU-land – vil kunne få løst den opståede dobbeltbeskatning ved en særlig aftaleprocedure (MAP). I så fald nedsættes indkomsten hos modparten med samme beløb, og man får herefter tilbagebetalt skat til denne af nogenlunde samme størrelse som den skat, der skal betales af forhøjelsen i Danmark.

Forfattere

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.