Zetland vinder sag om skattekredit

Startups skal fortsat tænke sig godt om, før de søger om en skattekredit. Kravene til dokumentation for, at deres udviklingsarbejde er så nyskabende, at det opfylder betingelserne for et lån, er kæmpestore og kan nemt føre til en langvarig skattesag.

I et nyligt opslag på LinkedIn fortalte Tav Klitgaard, der er direktør i det digitale nyhedsmedie Zetland, at virksomheden ved Landsskatteretten netop havde fået medhold i, at der med udviklingen af dens platform er skabt et så fornyende og innovativt produkt, at selskabet var berettiget til den skattekredit på i alt ca. 1,5 mio. kr., som selskabet for årene 2016 og 2017 fik udbetalt på basis af sine udviklingsomkostninger i disse år, men som Skattestyrelsen i en afgørelse fra 2020 krævede tilbagebetalt med tillæg af ikke-ubetydelige renter. 

I opslaget forklarede Tav Klitgaard, at afgørelsen ikke har den store økonomiske betydning for Zetland, men at virksomheden anså sagen for så principiel, at man valgte at klage over afgørelsen. Det førte til et klageforløb over fem år, og som med direktørens ord omfattede en absurd syns- og skønssag og en modpart – Skattestyrelsen – uden forstand på området. Nogenlunde det samme, som andre virksomheder med tilsvarende sager har berettet om.


Reglerne om skattekredit

En skattekredit er groft sagt et rentefrit lån fra staten til virksomheder med skattemæssige underskud, men gives kun til virksomheder, der afholder udgifter til forskning og udvikling, og er derfor primært rettet mod startups. Lånene beregnes som 22 % af de afholdte udviklingsomkostninger og har således karakter af negativ skat. Den del af de skattemæssige underskud, der kan henføres til disse udgifter, kan ikke senere modregnes i overskud. 

Der er tale om venligtsindede regler, der er tænkt som støtte til startups og andre, der prøver at udvikle noget fra bunden. Set i det lys skulle man tro, at Skattestyrelsen i sit kontrolarbejde ville anlægge en pragmatisk linje. Dette har desværre vist sig ikke at være tilfældet, hvilket Zetland-sagen er er godt bevis på.

Skattestyrelsen gjorde gældende, at der ikke var tale om hverken forsknings- eller udviklingsomkostninger, men om helt almindelige driftsudgifter til anskaffelse og udvikling af koncept, database og anden software. Derfor kunne udgifterne efter Styrelsens opfattelse ikke danne grundlag for udbetaling af en skattekredit.

Heri var Landsskatteretten ikke enig. I sin 56 sider lange kendelse konkluderede retten, at udviklingsarbejdet var tilstrækkeligt nyskabende til, at betingelserne for udbetaling af en skattekredit var opfyldt.

Som begrundelse henviste retten blandt andet til, at virksomhedens platform i 2020 blev kåret som ”Best News Website or Mobile Service”, ligesom den også i 2017, 2018 og 2019 vandt priser. Videre henviste retten til, at virksomheden havde solgt en licens til sin platform til en udenlandsk kunde, og til at de udmeldte skønsmænd havde vurderet, at platformen var udviklet videnskabeligt og som udslag af nytænkning, nyudvikling og unikt for en journalistisk platform.


Kommentar

Selvom skønsmændenes erklæring næppe var eneafgørende for sagens udfald, så er afgørelsen i vores optik endnu et eksempel den betydning, som begæring af syn- og skøn kan få. Uden skønserklæringen var sagen formentlig ikke vundet. En del virksomheder har efterhånden ved brug af dette redskab da også haft held til at overbevise Landsskatteretten i sager om den skattemæssige behandling af udviklingsomkostninger. Vi anbefaler derfor som oftest at gøre brug af muligheden. Blandt andet fordi staten dækker omkostningerne hertil, men også fordi syns- og skønserklæringer tillægges større betydning end ensidigt indhentede udtalelser fra sagkyndige. De udmeldte skønsmænd har måske ikke altid den dybe indsigt, som man forestiller sig ved deres udmelding, men de ved under alle omstændigheder mere end Skattestyrelsens sagsbehandlere.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.