Ind- og udtræden af koncernregnskabspligt

Koncernregnskabspligten kan indtræde enten som følge af, at en eksisterende koncern overskrider størrelsesgrænserne for regnskabsklasse B i to på hinanden følgende år, eller som følge af koncernetablering ved køb af dattervirksomhed.
Et moderselskab, som på koncernniveau overstiger størrelsesgrænserne for regnskabsklasse B, er som udgangspunkt forpligtet til at udarbejde et koncernregnskab. Der gælder dog visse undtagelser, som ikke beskrives nærmere i denne artikel, der alene angår hovedreglerne.

Størrelsesgrænserne, hvoraf mindst to skal være overskredet i to på hinanden følgende år, er:
  • Nettoomsætning: 111 mio. kr.
  • Balancesum: 55 mio. kr. 
  • Gennemsnitlig antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret: 50.

Størrelsesgrænserne for koncernen skal opgøres ved brug af en af følgende metoder:
  1. 100 % sammenlægning af alle koncernvirksomhederne uanset ejerandel, og med fuld eliminering af koncerninterne transaktioner.
  2. 100 % sammenlægning af alle koncernvirksomhederne uanset ejerandel, og uden eliminering, men med forhøjelse af størrelsesgrænserne for nettoomsætningen og balancesummen med 20 %.

Ved opgørelse af nettoomsætningen skal finansielle indtægter og/eller indtægter fra investeringsvirksomhed tillægges denne, hvis summen af disse indtægter mindst er af samme størrelse som nettoomsætningen. 

Ved koncernetablering, dvs. hvor en virksomhed erhverver sin første dattervirksomhed, indtræder koncernregnskabspligten allerede fra år et, hvis størrelsesgrænserne er overskredet på balancedagen. Der lægges altså vægt på statusskiftet til moderselskab fremfor om størrelsesgrænserne har været overskredet i to på hinanden følgende år. 

I det tilfælde hvor en eksisterende koncern, der har ligget under grænserne, erhverver en ny dattervirksomhed, indtræder koncernregnskabspligten derimod først når størrelsesgrænserne har været overskredet i to på hinanden følgende år. Dette er tilfældet, selvom det er købet af den nye dattervirksomhed, der medfører at størrelsesgrænserne overskrides, eller koncernen blot er vokset sig over grænserne. 


Krav til sammenligningstal

I de tilfælde, hvor koncernregnskabspligten indtræder som følge af koncernetablering, er der krav om sammenligningstal i første koncernregnskab. Disse vil i denne situation bestå af sammenligningstal for modervirksomheden. I de tilfælde, hvor en tilkøbt virksomhed havde samme ejerkreds før koncernetableringen – en såkaldt koncernintern koncernetablering – er kravene til sammenligningstal afhængig af den valgte metode. 

Brug af sammenlægningsmetoden vil betyde, at sammenligningstallene skal tilpasses som om, der altid har eksisteret en koncern, hvorimod bogført værdi-metoden ikke kræver tilpasning af sammenligningstal, idet disse består af moderselskabets sammenligningstal. 

En eksisterende lille koncern, som vokser ind i koncernregnskabspligten, enten ved almindelig vækst eller som følge af køb af endnu en dattervirksomhed, skal ligeledes medtage sammenligningstal i første koncernregnskab, som i denne situation består af sammenligningstallene for koncernen. 

Krav til tilpasning af sammenligningstal gælder i udgangspunktet også for hoved- og nøgletal, men der er dog afhængig af omstændighederne særlige forhold, der gør sig gældende for disse. 


Udtræden af koncernregnskabspligten

Ligesom koncernregnskabspligten indtræder år et ved koncernetableringen, vil en virksomhed også udtræde af koncernregnskabspligten det år, virksomheden sælger sin sidste dattervirksomhed. Det afgørende her er, om der eksisterer en koncern på balancedagen. I øvrige tilfælde gælder reglen om to på hinanden følgende indkomstår.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.