Beskatning i Danmark af pensionsudbetalinger fra udlandet

Det kommer desværre ofte som en overraskelse for dem, der modtager pension fra udlandet, at denne skal med på deres danske årsopgørelse. Det gælder også, selvom der er betalt skat i det land, hvorfra pensionen udbetales.
I Danmark betaler vi skat efter globalindkomstprincippet. Det betyder, at vi på vores årsopgørelse skal medregne alle typer af indkomst, uanset hvorfra i verden den stammer, og uanset om der er betalt skat af denne i et andet land. Er det sidste tilfældet, vil borgeren normalt få nedsat sin danske skat enten med hele eller dele af den i udlandet betalte skat, eller med den andel af den danske skat, der forholdsmæssigt kan henføres til den udenlandske indkomst.

Hverken anvendelsen af globalindkomstprincippet eller metoderne til undgåelse af dobbeltbeskatning er et isoleret dansk fænomen. Faktisk gælder der på dette punkt nogenlunde de samme regler i langt de fleste lande på kloden. Ikke desto mindre er det for mange borgere svært at forstå, at indkomst fra udlandet – hvilket ganske mange efterhånden har – skal med på en dansk årsopgørelse. Danskere med relationer til udlandet er derfor efter vores erfaring med afstand den befolkningsgruppe, som oftest havner i skatteproblemer. Læs mere herom i denne artikel.

Pensionsudbetalinger
Der findes groft sagt to grupper af borgere i Danmark, som modtager pensionsudbetalinger fra udlandet. Den ene er udlændinge, der er flyttet til Danmark og fået bopæl her. Den anden er danskere, der i en årrække har boet og arbejdet i udlandet, men som nu er vendt hjem til Danmark.

De skattemæssige udfordringer for de to grupper er grundlæggende ens, men alligevel kan der være stor forskel i den økonomiske betydning det får, at den udenlandske pension skal med på den danske årsopgørelse. Dette afhænger nemlig af, hvilket land pensionen kommer fra, af ordningens art, samt af hvad der er bestemt i den dobbeltbeskatningsoverenskomst, som Danmark typisk har indgået med det pågældende land.

Når det gælder udenlandsk pension, nedsættes den danske skat ofte med et beløb svarende til den i udlandet faktisk betalte skat omregnet til danske kroner. Det betyder, at jo større afstand, der er mellem skatteprocenten i udbetalingslandet og skatteprocenten i Danmark, jo større økonomisk betydning får det, at pensionen også skal med på den danske årsopgørelse. Det kan illustreres med en nylig afgørelse fra Landsskatteretten.

Sagen handlede om en kvinde, der i 2021 havde fået udbetalt alderspension fra Polen med et beløb på lige over 40.000 kr., hvoraf hun i Polen havde betalt indkomstskat med ca. 6.000 kr., svarende til en skatteprocent på omkring 15. Landsskatteretten fastslog, at hun som fuldt skattepligtig til Danmark også skulle beskattes af indkomsten her i landet, men med ret til i den danske skat at modregne den polske skat. Da den danske marginalskat formentlig lå på omkring 37 % kostede det derfor nok kvinden en ekstraskat på omkring 22 % af pensionen.

Betydningen af pensionens art kan illustreres med en anden ny afgørelse fra Landsskatteretten. Sagen handlede om en kvinde, der siden 2018 havde fået udbetalt pension fra en virksomhed i England, som hun havde arbejdet for. Også her fastslog Landsskatteretten, at pensionen kunne beskattes i Danmark, og da der ikke var betalt skat af pengene i England, kunne den danske skat ikke nedsættes. Hvis der havde været tale en social pension fra England, ville den danske skat – uafhængigt af, hvor meget der var betalt i skat i England – derimod være blevet nedsat med den del, der forholdsmæssigt ville kunne henføres til den engelske pension, fordi dette er bestemt i den dansk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Konklusionen er, at det er vigtigt at være opmærksom på reglerne om beskatning af indkomst fra udlandet – ikke kun pension – da manglende opmærksomhed kan føre til betydelige efterregninger. Det skyldes, at Skattestyrelsen ofte regulerer mange år tilbage i tid, fordi der som udgangspunkt ikke gælder nogen forældelsesfrist i den slags sager.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.