Ændring af regnskabsmæssige skøn contra rettelse af fejl

Det hænder, at der opstår tvivl om, hvorvidt en anderledes behandling af et forhold i årsregnskabet end tidligere blot er udtryk for en ændring af et regnskabsmæssigt skøn, eller om der reelt er tale om rettelse af en fejl i et tidligere regnskab.
Forskellen mellem at ændre et regnskabsmæssigt skøn og at korrigere for en fejl i et tidligere regnskab kan illustreres med et eksempel i forhold til afskrivninger.

Finder man ud af, at levetiden for aktivet enten er kortere eller længere, end hvad der hidtil har været lagt til grund, eller forventer man nu en højere restværdi, end da man købte aktivet, er der tale om ændring af et skøn. Har man derimod anvendt en forkert afskrivningsprocent i forhold til den brugstid, som man forventer, eller har man glemt at indregne den forventede restværdi, er der tale om korrektion af en fejl.

Om der er tale om det ene eller det andet, har betydning for den måde, hvorpå der skal korrigeres.

Ændret skøn
Et ændret skøn beror normalt altid på, at man får ny viden om et givent forhold. Den nye viden – der kan bero på større erfaring, flere informationer eller indtrufne begivenheder – får kun betydning for det aktuelle og efterfølgende regnskabsår. Der skal således ikke foretages primoreguleringer eller tilrettes sammenligningstal.

Effekten af det ændrede skøn skal indregnes på samme måde – altså i de samme regnskabsposter – som det oprindelige skøn er indregnet i. Virkningen af ændringen skal dermed føres over resultatopgørelsen, hvis forholdet oprindelig blev resultatført, og over egenkapitalen, hvis der er tale om et ændret skøn for en egenkapitaltransaktion. Der skal i anvendt regnskabspraksis desuden medtages en forklaring på væsentlige ændringer i de udøvede skøn.

For tidligere foretagne afskrivninger gælder det særlige, at de ikke må tilbageføres. Vurderes det, at brugstiden for et materielt anlægsaktiv er ændret, skal afskrivningerne i indeværende og fremtidige perioder i stedet baseres på den ændrede forventede brugstid, sådan at den regnskabsmæssige værdi ved brugstidens ophør stadig svarer til den forventede.

Rettelse af fejl
Hvis der er tale om rettelse af fejl, beror korrektionsformen på, om der er tale om en væsentlig fejl eller ej. Der er tale om en væsentlig fejl, hvis den vurderes at kunne påvirke en regnskabsbrugers beslutningstagen. Er det tilfældet, skal korrektionen indregnes direkte i egenkapitalen primo det år, hvor fejlen opdages og korrigeres, ligesom sammenligningstallene for tidligere år skal korrigeres. Der skal desuden i anvendt regnskabspraksis medtages en redegørelse om fejlen. Uvæsentlige fejl rettes ved først givne lejlighed – typisk over resultatopgørelsen – uden tilretning af sammenligningstal.

De mest almindelige fejl er fx, at der er lavet en regnefejl, eller at man har anvendt en forkert model ved værdiansættelse af et aktiv. Det vil også være en fejl, hvis der er indregnet poster i strid med gældende regler, eller hvis man har undladt at forholde sig til oplysninger, der var tilgængelig på balancetidspunktet.

Det er kun i helt særlige tilfælde, at en fejl er så væsentlig, at et tidligere indsendt og offentliggjort regnskab skal omgøres, men dette kan dog eventuelt komme på tale, når:
  • Grundlaget for måling af aktiver og/eller forpligtelser indeholder væsentlige fejl. 
  • Der mangler oplysning i regnskabet om væsentlige pantsætninger/sikkerhedsstillelser.
  • Regnskabet er aflagt uden hensyntagen til væsentlige forhøjelser eller nedsættelser af selskabskapitalen.
  • Regnskabet dækker en forkert regnskabsperiode.


 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.