|
Den skattepligtige værdi af en firmabil, der er til rådighed for privat kørsel, opgøres efter helt skematiske regler som en procentdel af bilens værdi med tillæg af en procentdel af den ejerafgift, der betales for den. Altså uden hensyntagen til antallet af kørte kilometer.
Ejerledere er underlagt en skærpet bevisbyrde. Når det gælder firmabiler, der holder parkeret på eller tæt ved deres private bopæl, skal de – uanset hvor mange biler, de råder over i privat regi - kunne sandsynliggøre, at firmabilen ikke har været til deres rådighed for privat kørsel. En bevisbyrde, som meget ofte er svær – næsten umulig - at løfte.
Kombinationen af de firkantede beskatningsregler og ejerlederes bevisbyrdeudfordringer giver nogle gange helt absurde resultater. Det kan illustreres med en nylig dom fra Vestre Landsret.
Ejeren af jagtbutikken
Sagen handlede om en direktør, der i december 2015 via sit selskab købte en spritny Tesla, Model S, årgang 2015, for 779.350 kr. Bilen blev købt som et investeringsobjekt, da det på købstidspunktet var forventningen, at prisen på elbiler ville stige som følge af en omlægning af bilafgifterne. Tanken var ikke, at der skulle køres privat i bilen, og da selskabet i slutningen af marts 2019 solgte Teslaen, havde den da også kørt mindre end 300 kilometer i alt. I gennemsnit mindre end 7 kilometer om måneden.
På trods af det lave antal kørte kilometer var bilen - der det meste af tiden stod parkeret i selskabets lagerbygning, som lå på samme adresse som direktørens privatbolig - i hele ejertiden indregistreret og forsikret.
Sagen handlede om direktørens skatteansættelser for årene 2015-2017, hvor Skattestyrelsen krævede beskatning af værdi af fri bil med et samlet beløb på 356.948 kr. – opgjort efter de skematiske regler – med den begrundelse, at direktøren ikke havde godtgjort, at bilen ikke havde været til hans rådighed for privat kørsel.
Denne afgørelse blev tiltrådt af Landsskatteretten og efterfølgende stadfæstet først af byretten og nu senest af landsretten. Det skete med den begrundelse, at bilen i hele perioden havde været indregistreret og forsikret, ligesom det ikke via et kørselsregnskab var godtgjort, at der alene havde været foretaget erhvervsmæssig kørsel i bilen. Det forhold, at bilen i de omhandlende tre år kun havde kørt 222 kilometer, og at der i direktørens husstand var adgang til andre biler, kunne ikke føre til et andet resultat.
Kommentar
Skatten af indkomstforhøjelsen udgjorde - inklusive restskattetillæg og morarenter – efter vores vurdering for alle tre år et beløb på næppe under 210.000 kr. Ved landsretten blev direktøren dømt til at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med et samlet beløb på 70.000 kr. Hertil kom egne advokatomkostninger. Hver kørt kilometer i bilen har dermed nok kostet over 1.500 kr.
|