Hvad er et udlæg i momsmæssig forstand?

Et udlæg skal ikke momses, når det viderefaktureres, men ikke alt kan anses for et udlæg. Det gælder fx ejendomsskatter og forsikringspræmier, som ejeren af en ejendom viderefakturerer til sine lejere. 

Fakturering efter de momsmæssige udlægsregler er interessant i de tilfælde, hvor modtageren kun har begrænset eller ingen fradrag for moms. Reglerne er især velegnede ved viderefakturering af fx rejseomkostninger og gebyrer til stat og kommuner, jf. herved vores artikel om emnet i Depechen 2016, nr. 10.

Praksis

Efter gældende praksis skal følgende tre betingelser være opfyldt, for at der kan faktureres uden moms:

  1. Udgiften (udlægget) skal være afholdt i den endelige kundes navn. Underleverandørens faktura skal derfor være udstedt til denne. Betingelsen gælder dog ikke, hvis der er tale om en ikke-momsbelagt udgift, og det ved lov er bestemt, at det er den endelige kunde, der skal betale denne.
  2. Viderefaktureringen skal ske krone for krone. Altså uden tillæg af avance.
  3. Udlægget skal have været bogført på en særskilt konto, hvorfra der skal kunne redegøres for hver enkelt beløb.

Sagen om den store ejendomskoncern

Landsskatteretten har for nylig offentliggjort en kendelse i en sag, der omhandlede en stor ejendomskoncern, der ejede en række butikscentre og som frivilligt havde ladet sig momsregistrere i forhold til udlejningen af disse og derfor opkrævede moms af alle lejebetalinger.

Ifølge de indgåede lejekontrakter skulle lejerne efter fordelingstal refundere ejerens udgifter til ejendomsskatter og forsikringer, hvilket skulle ske krone for krone. Udlejeren bogførte derfor disse udgifter på en særskilt konto.

Da en del af lejerne bestod af ikke-momsregistrerede lejere i form af blandt andet pengeinstitutter, læger samt offentlige myndigheder, ønskede udlejeren at anvende de momsmæssige udlægsregler i forhold til udgifterne til ejendomsskatter og forsikringer, idet dette ville være til fordel for de ikke-momsregistrerede lejere.

SKAT havde under sagen fremført, at ejendomsskatten knyttede sig til ejendommen og ikke til lejerne. Ejendomsskatten var dermed ejerens udgift. Tilsvarende gjaldt i forhold til forsikringen, som var tegnet i ejerens navn og som dækkede hele ejendommen. Det forhold, at såvel ejendomsskatten som forsikringen blev viderefaktureret til lejerne, ændrede ikke på, at det – ifølge SKAT – var ejerens udgifter.

Og Landsskatteretten gav SKAT medhold. Som begrundelse henviste retten blandt andet til, at de omhandlende udgifter ikke blev afholdt i lejernes navn og for deres regning, men derimod i ejerens navn. Udgifterne blev blot efterfølgende fordelt på samtlige lejemål og opkrævet hos de enkelte lejere i overensstemmelse med disses respektive lejekontrakter.

Lejerne var ganske vist forpligtet til at dække udgifterne, men forpligtelsen var ikke lovbestemt, men et udslag af vilkårene i de indgåede lejekontrakter. Derfor kunne udlægsreglerne ikke anvendes.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.