Grundejernes investeringsfond – den skattemæssige side af sagen

Reglerne er tudsegamle, men optimeringsmulighederne overses meget ofte. Vi ser på et par af de særlige muligheder, som fremkommer for ejendomme, der er omfattet af reglerne om GI.
Den bindingspligtige hensættelse til vedligeholdelse efter lejelovens § 120 gælder for ejendomme taget i brug senest i 1969 – det efterstående gælder derfor alene for ejendomme fra dengang.


Afgrænsningen

De nærmere regler for selve bindingen, det omhandlede ”saldosystem”, den lejeretlige forståelse af vedligehold contra forbedring samt betingelserne huslejeforhøjelse gennemgås ikke i denne omgang.

Videre gennemgås samspillet mellem hensættelser efter § 119 og § 120 heller ikke.

Desuden behandles området om skattemæssige vedligeholdelsesfradrag ikke.


Det handler om

Det efterstående handler om hensættelser efter § 120 – det er de hensættelser, som skal indbetales til GI, og som bindes på en særskilt konto.

Det handler om, hvorledes dels hensættelse behandles skattemæssigt i hensættelsesåret, og dels om hvorledes tidligere hensættelser skal behandles i frigivelsesåret.


Skattefri husleje

Den del af den opnåede husleje på en ejendom, som skal hensættes efter § 120, er skattefri.


Konsekvens

Det har en modkonsekvens, at hensættelsen er skattefri. Enten skal hensættelsen a) indbetales til GI, eller modregnes i udgifter til enten b) vedligehold eller c) forbedring på ejendommen, eller håndteres ved en senere frigivelse (tilbagebetaling af tidligere indbetalt hensættelsesbeløb afledt af større vedligeholdelsesarbejder).

Men under visse omstændigheder kan modkonsekvensen være en reduktion af afholdte skattemæssige forbedringsomkostninger, selvom hensættelsen er skattefri. Det giver likviditetsfordel, idet modkonsekvensen først opstår ved salg af ejendommen i form af en højere skattemæssig avance.


Det vi hjælper med

Den skattemæssige modkonsekvens er forskellig, alt efter årets afholdte udgifter, og alt efter om indbetaling helt eller delvist undgås (hvis der er afholdt udgifter på et større beløb end hensættelsen), og om der kommer udbetaling af tidligere indbetalte hensættelser.

Det er derfor helt centralt, at der skabes et samlet overblik over den årlige situation, og at der planlægges også under hensyntagen til GI-systemet, hvis likviditetsoptimering er et ønske. Vi hjælper med at skabe dette overblik.


Faktaboks

  • § 119-hensættelse og saldo påvirker ikke indkomstopgørelsen
  • § 120-hensættelse påvirker indkomstopgørelsen
  • § 120-hensættelsen er skattefri husleje
  • I visse tilfælde kan § 120-hensættelsen give fradrag i indkomst, mens modkonsekvensen er reduktion af skattemæssige forbedringer = likviditetsfordel.
  • Der er forskel mellem lejeretlige vedligeholdelsesarbejder og de skatteretlige vedligeholdelsesfradrag.