Håndtering af BNBO-relaterede erstatningsomkostninger

Juridisk ramme

Efter vandforsyningslovens § 13 f, stk. 1 kan en almen vandforsyning eller kommunalbestyrelsen indgå aftale med en lodsejer om ændret dyrkningspraksis eller andre restriktioner i et BNBO. Lodsejeren har krav på økonomisk kompensation for begrænsningerne.

Udgifter hertil kan indregnes i vandprisen med hjemmel i vandforsyningslovens § 52 a, når de er nødvendige for beskyttelse af vandressourcer, som anlægget indvinder fra. BNBO-erstatninger, der er nødvendige og rimelige, kan dermed overvæltes på forbrugerne under hvile-i-sig-selv-princippet.

 

Regnskabsmæssig behandling

BNBO-udgifter kan i praksis opdeles i 3 kategorier:

1. Løbende erstatningsbetalinger: Behandles som almindelige driftsomkostninger i regnskabets resultatopgørelse.
2. Engangserstatninger: Dækker en flerårig periode (fx 10 år, 20 år eller permanent). Skal regnskabsmæssigt behandles som et immaterielt anlægsaktiv i selskabets balance og afskrives over den forventede levetid.
3. Køb af jord: Skal behandles og klassificeres på samme vilkår, som når en virksomhed erhverver grunde, hvilket omfatter bogføring af et materielt anlægsaktiv, der ikke kan afskrives på.

Ved permanent sikring skal levetiden stadig fastsættes skønsmæssigt, således der kan beregnes årlige afskrivninger. Der kan midlertidigt være en række udfordringer forbundet herved, da der endnu ikke er fastlagt konkrete opgørelsesmetoder. BDO har midlertidigt identificeret to muligheder, der antagelsesvist kan benyttes til opgørelsen: 

1. Brugstiden svarer til restafskrivningsperioden på den boring, som BNBO’en vedrører. 
2. Alternativt som følge af eventuelle levetidsforlængelser af boringen, vil der på baggrund af analyser, indvindingsplaner eller geologiske vurderinger, kunne opgøres en periode, hvor vandværket reelt forventer at udnytte grundvandsressourcen i det pågældende område. 

Vi skal gøre opmærksom på, at ovenstående blot er antagelsesvise opgørelsesmetoder, hvorfor vi anbefaler læseren til at søge konkret rådgivning hos eksempelvis brancheorganisation. 

 

Reguleringsmæssig behandling

Reguleringsmæssigt følger det, at der kun må indregnes nødvendige og effektive omkostninger i taksterne: 

• Løbende erstatninger skal reguleringsmæssigt behandles som løbende driftsomkostninger. De kan medregnes i takstgrundlaget for det regnskabsår, hvor erstatningspligten opstår og udgiften afholdes. 
• Engangserstatnigner blive behandlet som anlægsaktiver, hvor det kun vil være muligt at medregne afskrivningsbeløbet i vandprisen. 

En BNBO-engangserstatning, der dækker flere år, skal regnskabsmæssigt behandles som et immaterielt anlægsaktiv og afskrives over den forventede levetid, jf. årsregnskabslovens periodiseringsprincip og krav om retvisende billede. Behandles hele beløbet derimod som en løbende erstatning og hele beløbet medtages i ét år, er dette i strid med disse krav.

Reguleringsmæssigt skal takster efter vandsektorloven §§ 6, stk. 1 og 3, og vandforsyningsloven §§ 52 a og 53 alene dække nødvendige og effektive omkostninger. Opkræves hele erstatningen i ét år, selvom den dækker en længere periode, opkræves der mere end nødvendigt i det pågældende år. Dette vil være i strid med ovennævnte bestemmelser samt bekendtgørelse nr. 1537 om legalitetskontrol. 

 

Kommunens ansvar 

Efter vandforsyningslovens § 54, stk. 1 skal kommunalbestyrelsen godkende anlægs- og driftsbidrag. Bekendtgørelse nr. 1537 fastsætter, at godkendelse kun kan ske, hvis taksterne er i overensstemmelse med betalingsreglerne i vandforsyningsloven §§ 52 a og 53.

Hvis en engangserstatning behandles som en løbende omkostning og opkræves fuldt ud i ét år, er dette ikke i overensstemmelse med betalingsreglerne. Kommunalbestyrelsen skal i så fald nægte godkendelse.

 

Likviditetsmæssige problemstillinger

Vi identificerer ligeledes mulige udfordringer ved engangserstatninger relateret til vandforsyningernes likviditet. Engangserstatninger kan skabe en ubalance mellem den store likviditetsudgift ved udbetalingen og den årlige takstindtægt ved afskrivninger.

Det er vores opfattelse, at vandselskaberne kan optage lån til afdækning af erstatninger med den begrundelse, at der er tale om nødvendige omkostninger. Der gælder midlertidigt nogle lidt strengere krav til kommunalt ejede vandforsyninger, hvor det ligeledes er vores opfattelse, at vandsektorloven § 16 antagelsesvist hjemler lånoptagelse, da der er tale om en investering i vandselskabets investeringsudgifter i hovedvirksomheden, samt at der er tale om omkostninger der kan indregnes i vandprisen.