Opdateret tilgang til håndtering af BNBO-relaterede erstatningsomkostninger

Juridisk ramme

Efter vandforsyningslovens § 13 f, stk. 1 kan en almen vandforsyning eller kommunalbestyrelsen indgå aftale med en lodsejer om ændret dyrkningspraksis eller andre restriktioner i et BNBO. Lodsejeren har krav på økonomisk kompensation for begrænsningerne. Alternativt såfremt det ikke lykkedes at indgå en frivillig aftale efter VFL § 13 f, stk. 1, er kommunen forpligtet til at udstede et påbud eller forbud mod erhvervsmæssig anvendelse af pesticider inden for BNBO jf. miljøbeskyttelseslovens § 24 a, stk. 1.

Udgifter hertil kan indregnes i vandprisen med hjemmel i vandforsyningslovens § 52 a, når de er nødvendige for beskyttelse af vandressourcer, som anlægget indvinder fra. BNBO-erstatninger, der er nødvendige og rimelige, kan dermed overvæltes på forbrugerne under hvile-i-sig-selv-princippet.
 

Regnskabsmæssig behandling 

Erstatninger som følge af beskyttelse af et BNBO, kan i praksis opdeles i 3 kategorier: 

1. Løbende erstatningsbetalinger: Erstatninger der alene udbetales som følge af restriktioner i det indeværende år, hvilket skal behandles som almindelige driftsomkostninger i regnskabets resultatopgørelse. 
2. Engangserstatninger: Erstatninger der dækker en flerårig periode (fx 10 år, 20 år eller permanent). 
3. Køb af jord: Skal regnskabsmæssigt behandles og klassificeres på samme vilkår, som når en virksomhed erhverver grunde, hvilket omfatter bogføring af et materielt anlægsaktiv, der ikke kan afskrives på. 

Det har tidligere været den fremherskende opfattelse, at engangserstatninger skulle indregnes som immaterielle anlægsaktiver og efterfølgende afskrives over den periode, som erstatningen vedrører. Der kan imidlertid rejses tvivl om, hvorvidt disse erstatninger opfylder de regnskabsmæssige kriterier for indregning som immaterielle aktiver. På den baggrund er det vores opfattelse, at sådanne erstatninger mere retvisende bør behandles som en periodeafgrænsningspost, der løbende omkostningsføres over den relevante periode.

Uagtet ovenstående er det vores opfattelse at erstatningen, regnskabsmæssigt skal afspejle den reelle levetid. Hertil kan der midlertidigt være en række udfordringer forbundet, da der endnu ikke er fastlagt konkrete opgørelsesmetoder. Vi har midlertidigt identificeret to muligheder, der antagelsesvist kan benyttes til de opgørelser, hvormed levetiden ikke kan fastsættes retvisende: 

1. Brugstiden svarer til restafskrivningsperioden på den boring, som BNBO’en vedrører. 
2. Alternativt som følge af eventuelle levetidsforlængelser af boringen, vil der på baggrund af analyser, indvindingsplaner eller geologiske vurderinger, kunne opgøres en periode, hvor vandværket reelt forventer at udnytte grundvandsressourcen i det pågældende område. 

 

Reguleringsmæssig behandling

Reguleringsmæssigt følger det af vandforsyningslovens § 52 a, at der kun må indregnes nødvendige og effektive omkostninger i taksterne.

Foruden ovenstående er der ultimo 2024 sket ændringer i lovgivningen, hvormed: 

• BKG 2024-12-06 nr. 1537 (legalitetskontrol)
• L 2024-06-11 nr. 668 (ændring i vandforsyningsloven)

blev indarbejdet. 

Indarbejdelsen af ovenstående har medført indførelsen af kontantprincippet, hvormed vandforsyningerne alene har mulighed for at indregne de nødvendige omkostninger i det år, hvor omkostningen realiseres. Kontantprincippet går mod det hidtil kendte driftsøkonomiske princip, da der fokuseres på faktiske pengestrømme ind og ud af vandforsyningen. 

Som følge af ændringen i vandforsyningsloven, indeholder vandforsyningslovens § 52 a, stk. 1, nr. 5 ikke længere ”afskrivninger”, men derimod ”investeringer”. Investeringer indregnes i prisen, som afdrag på lån fratrukket optagne lån jf. stk. 2. 

Det afledte resultat ovenstående bliver, at hvor man regnskabsmæssigt bør periodisere disse engangsudbetalinger over levetiden, vil man reguleringsmæssigt skulle indregne den fulde erstatning i året hvormed udgiften afholdes. 

Vi har tidligere udgivet en artikel der præciserer betydningen af kontantprincippet, hvilket kan påses i Kontantprincippet og akkumuleret likviditet - BDO. 

 

Kommunens ansvar 

Efter vandforsyningslovens § 54, stk. 1 skal kommunalbestyrelsen godkende anlægs- og driftsbidrag. Bekendtgørelse nr. 1537 fastsætter, at godkendelse kun kan ske, hvis taksterne er i overensstemmelse med betalingsreglerne i vandforsyningsloven §§ 52 a og 53.

Vi har tidligere udgivet en artikel der præciserer det kommunale legalitetskontrol, hvilket kan påses i Vandværker – Anmeldelse som alternativ til godkendelse af takster - BDO. 
 
 

Takstmæssig betydning

Vi identificerer ligeledes mulige udfordringer ved engangserstatninger relateret til vandforsyningernes likviditet. Engangserstatninger kan skabe en ubalance mellem den store likviditetsudgift ved indregningen af den fulde erstatning i ét og samme år og dermed påvirker taksten væsentligt i året.

Det er vores opfattelse, at vandselskaberne kan optage lån til afdækning af erstatninger med den begrundelse, at der er tale om nødvendige omkostninger. Der gælder midlertidigt nogle lidt strengere krav til kommunalt ejede vandforsyninger, hvor det ligeledes er vores opfattelse, at vandsektorloven § 16 antagelsesvist hjemler lånoptagelse, da der er tale om en investering i vandselskabets investeringsudgifter i hovedvirksomheden, samt at der er tale om omkostninger der kan indregnes i vandprisen.

Ved lånefinansiering har vandforsyningen mulighed for at finansiere erstatningsudbetalingen gennem optagelse af et lån, således den likviditetsmæssige belastning udlignes på udbetalingstidspunktet. De efterfølgende afdrag og renteomkostninger kan herefter indregnes i taksterne i takt med, at de afholdes. Herved fordeles finansieringen af erstatningsudbetalingen over en længere årrække, og takstpåvirkningen kommer til at følge de løbende finansieringsomkostninger frem for den oprindelige engangsudbetaling.