Ændring af rammerne omkring kommuners godkendelse af taksterne for almene vandforsyninger
Ændring af rammerne omkring kommuners godkendelse af taksterne for almene vandforsyninger
Folketinget vedtog 11. juni 2024 en række ændringer til vandforsyningsloven og vandsektorloven. Herunder blev der vedtaget en række ændringer til de bestemmelser i vandforsyningsloven, som regulerer takstfastsættelsen. I forlængelse heraf er der udsendt et høringsudkast til en ny bekendtgørelse, som blandt andet omhandler takstfastsættelse og den kommunale kontrol heraf. Bekendtgørelsen skal træde i kraft 1. januar 2025, og der var høringsfrist 22. oktober 2024. Nedenstående er alene et kort rids af høringsudkastet.
Væsentlige ændringer - kontantprincippet
En af de væsentlige ændringer i vandforsyningsloven er, at det fremadrettet følger af vandforsyningsloven, at de almene vandforsyninger skal opgøre takstgrundlaget efter et ”kontantprincip”. Det vil sige, at vandforsyningerne fremadrettet skal anvende et udgiftsbaseret regnskabsprincip fremfor det almindelige omkostningsbaserede regnskabsprincip, som følger af eksempelvis årsregnskabsloven.Dette betyder imidlertid ikke, at vandforsyninger ikke er pligtige at aflægge årsregnskaber efter årsregnskabsloven.
Kontantprincippets betydning for underdækninger
Et vandselskab, som afholder en investeringsudgift, vil således fremadrettet - i takstmæssig henseende - skulle udgiftsføre den fulde investering i det år, hvor investeringen gennemføres. Der skal med andre ord ikke ske aktivering af eller afskrivning på en anlægsinvestering. I det omfang investeringsudgiften ikke indregnes fuldt ud i taksten i det år, hvor den afholdes, vil der derfor i princippet opstå en underdækning.Det bemærkes, at der ikke i lovbemærkningerne eller i det nye udkast til bekendtgørelsen er forholdt tidsmæssigt til afvikling af over-/underdækninger.
Lånefinansierede anlægsinvesteringer
Der er i medfør af ”kontantprincippet” indsat en bestemmelse, som medfører at afdrag på lån, som er optaget til finansiering af anlægsinvesteringer, fremadrettet kan indregnes som en nødvendig ”omkostning” i taksterne. Lovteksten anfører, at lån indregnes som afdrag på lån, fratrukket optagne lån.Dette må antages at betyde, at et låneprovenu skal indtægtsføres i det ”udgiftsbaserede takstregnskab”, hvorfor der i disse tilfælde ikke vil opstå en underdækning som følge af en anlægsinvestering. Derimod vil hovedstolen på lånet, eller rettere låneprovenuet, udgøre en opkrævningsret, hvor årets betalte afdrag kan indregnes i taksterne for de år som de vedrører.
Ovennævnte er som sådan ikke en ændring idet vandforsyninger efter de gældende regler frit har kunnet tilpasse afskrivninger på de underliggende anlægsaktiver, således disse har modsvaret afdrag på lån.
Fastsættelse og anmeldelse af takster
En almen vandforsyning skal som udgangspunkt senest seks uger før en kommende opkrævningsperiode, sende oplysninger til kommunalbestyrelsen om størrelsen på de anlægs- og driftsbidrag, som selskabet har fastsat, med henblik på kommunalbestyrelsens godkendelse.En almen vandforsyning kan vente til senest fire uger inden kommende opkrævningsperiode med at sende oplysninger til kommunalbestyrelsen om størrelsen på anlægs- og driftsbidrag, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- Størrelsen af bidraget ikke er ændret siden sidste godkendelse, udover ændring som følge af eventuel pristalskorrektion
- Anlægs- og driftsbidrag er på anmeldelsestidspunktet godkendt mindst en gang af kommunalbestyrelsen inden for de seneste tre år
- Den almene vandforsyning ved seneste godkendelse ikke forventede overskud ved afslutningen af opkrævningsperioden
- Den almene vandforsyning på anmeldelsestidspunktet ikke har modtaget orientering om, at kommunalbestyrelsen er i besiddelse af oplysninger, der kan rejses spørgsmål om lovligheden af de anmeldt eller tidligere godkendte anlægs- og driftsbidrag
- Den almene vandforsyning ikke inden 1. november har modtaget en afgørelse fra Vandsektortilsynet om fradrag som følge af at have overskredet den økonomiske ramme tidligere år eller som følge af at have haft udgifter, der ikke lovligt kan dækkes gennem anlægs- og driftsbidraget.
Kommunalbestyrelsen skal senest fire uger efter modtagelse af en anmeldelse kontrollere om indsendelse af oplysninger er opfyldt.
I det omfang en kommunalbestyrelse ikke har godkendt vandforsyningens takst vil vandforsyningen enten kunne opkræve de gældende takster hos forbrugerne eller vælge at opkræve det anmeldte takster (under angivelse af at der er tale om en foreløbig opkrævning).