Nu kan arbejdsgivere give skattefrie gavekort til deres ansatte

Corona-nedlukningerne har påvirket de mange ansatte hos landets virksomheder, som i større eller mindre grad har været tvunget til at flytte deres arbejde og kontor hjem i privaten.

Men nu har Folketinget vedtaget et lovforslag, som gør det muligt for både private og offentlige arbejdsgivere at give skattefrie gavekort til deres medarbejdere for at påskønne deres indsats under corona-krisen eller i al almindelighed, men måske også for at støtte især restauranter, hoteller og kulturliv i lokalområdet, som har været særligt hårdtprøvet det seneste år.

Den vedtagne lov er trådt i kraft med det samme, og vi giver dig herunder et overordnet overblik over, hvad de nye regler går ud på. Blandt andet hvem gavekortene må gives til, hvad de må bruges til, hvad de skal lyde på, og hvornår de skal være brugt. Tilmeld dig vores gratis webinar den 9. april klokken 9.00, hvis du vil vide mere.

Tilmeld dig webinar om reglerne for gavekort 
 

Persongruppen

Der kan kun gives skattefrie gavekort til personer, der er ansatte. Gavekort, der gives til konsulenter, honorarmodtagere, praktikanter, bestyrelsesmedlemmer m.fl, er således ikke omfattet af ordningen og vil altid være skattepligtige for modtageren.

 

Beløbet

Reglerne gælder for gavekort op til et beløb på 1.200 kr. Indenfor denne beløbsgrænse kan arbejdsgiverne frit bestemme, hvor stort et beløb, gavekortet skal lyde på, ligesom der gerne må gives gavekort ad flere omgange, hvis bare det samlede beløb ikke overstiger beløbsgrænsen. I større virksomheder er der således intet til hinder for, at den øverste ledelse med det samme kan give et gavekort på fx 500 kr. til en ting, mens den lokale ledelse senere giver et gavekort af tilsvarende størrelse til en anden ting.

 

Anvendelsesmuligheder

Reglerne gælder kun for gavekort, der kan anvendes til betaling for en eller flere af følgende specifikke ydelser:

  • Køb af mad og drikke. Det vil sige gavekort til fx restauranter og caféer.
  • Køb af overnatning. Altså gavekort til fx hoteller, kroer, feriecentre, campingpladser og sommerhusbureauer.
  • Køb af oplevelser. Det omfatter fx gavekort til forlystelsesparker, teatre, koncertsteder, musikfestivaler, biografer, museer, cirkus, zoologiske haver samt sportsarrangementer af enhver art, herunder fodbold- og håndboldkampe.
  • Køb af pakkerejser. Det omfatter fx gavekort til sommerhus- og rejsebureauer.

Reglerne betyder, at der ikke vil kunne gives skattefrie gavekort, hvis disse købes hos en handelsstands- eller centerforening, fordi gavekortet i givet fald også vil kunne anvendes til køb i fx en tøjforretning eller hos en isenkræmmer. Derimod vil et gavekort til et teater, hvor det både kan anvendes til betaling for en musicalbillet, til mad og drikke i foyeren og til køb af merchandise være skattefrit, fordi det sidste kun er en sekundær ydelse.

 

Definition på et gavekort

Ved et gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis. En arbejdsgiver kan altså ikke give en medarbejder 1.000 kr. i hånden til at gå i byen for, selvom medarbejderen efterfølgende vender retur med regninger fra fx en restaurant mindst på beløbet.

 

Udløb

Ordningen gælder kun for gavekort, der gives til de ansatte i kalenderåret 2021. Det er ikke et krav, at gavekortene skal være udnyttet inden årets udløb.

 

Har du brug for skattefaglig hjælp til at få styr på reglerne?

Kunne du godt tænke dig at anerkende dine ansatte med et skattefrit gavekort, men har du brug for rådgivning for at få styr på reglerne, er du velkommen til at kontakte os.
 

Kontakt os

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.