Ferie og sygdom kan blive dyrt for virksomheden
Ferie og sygdom kan blive dyrt for virksomheden
Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, men hvad er det nu der gælder, hvis uheldet er ude og en medarbejder bliver syg i forbindelse med ferieafholdelse?
Hvis medarbejderen bliver syg før ferien:
Hvis en medarbejder bliver syg inden ferien begynder, er medarbejderen forhindret i at holde ferie. Det betyder, at ferien ikke kan holdes som aftalt, medmindre andet aftales med arbejdsgiveren. På grund af sygdommen får medarbejderen ret til at holde ferien på et andet tidspunkt. Dette kaldes også erstatningsferie.
Hvis medarbejderen bliver syg under ferien:
Hvis en medarbejder bliver syg undervejs i sin ferie, kan medarbejderen have ret til erstatningsferie. Retten til erstatningsferie kræver, at tre betingelser skal være opfyldt:1. Medarbejderen sygemelder sig korrekt
2. Medarbejderen har relevant dokumentation, og
3. Sygdommen varer udover karensperioden.
Bemærk, at der gælder regler for hvornår erstatningsferien skal holdes, og at længden på karensperiode afhænger af medarbejderens ansættelsestidspunkt.
Arbejdsgivers lønforpligtelse i forbindelse med sygdom under ferie:
Så længe medarbejderen er syg, har de krav på den sædvanlige betaling under sygdom i henhold til sygedagpengeloven og evt. funktionærloven, overenskomst samt individuelle vilkår fastsat i ansættelseskontrakten.Hvis den syge medarbejder raskmelder sig, for at holde sin ferie, kan det få konsekvenser for virksomhedens ret til refusion. Hvis virksomheden har sygemeldte medarbejdere, som I ved skal holde ferie i fx sommerhus eller i udlandet, er det vigtigt at agere herpå, så refusionen ikke mistes. Vi kan hjælpe jer med at forstå reglerne så retten til refusion opretholdes og medarbejderen kan komme på ferie.