Ny revisorprofil til BDO i Randers
Ny revisorprofil til BDO i Randers
Vi er glade for at kunne præsentere Christian Mikkelsen, som er startet hos BDO i Randers. Christian er statsautoriseret revisor med mere end 11 års erfaring – og vi ser frem til, at både kunder og kolleger får glæde af hans kompetencer og engagement i det lokale erhvervsliv.
Solid erfaring og fokus på den gode kundeoplevelse
Christian har de seneste 11 år arbejdet som revisor hos PwC i Aarhus, hvor han har rådgivet både store, mellemstore og små virksomheder. Hans erfaring spænder bredt – fra nationale og internationale koncerner til ejerledede virksomheder, fonde og foreninger. Han er desuden certificeret ESG-revisor med indsigt i CSRD-rapportering og har deltaget i flere virksomhedsovertagelser.Christian har også undervist på interne kurser, trænet SR-studerende frem mod den mundtlige eksamen og været ekstern lektor på cand.merc.aud.-uddannelsen på Aalborg Universitet. Alt sammen med til at styrke hans faglige profil og evne til at formidle komplekse emner på en forståelig måde.
Christian brænder for at skabe den gode kundeoplevelse. For ham handler det om at gøre hverdagen lettere for kunderne, så de kan fokusere på at drive og udvikle deres forretning.
”Jeg stræber altid efter at levere den gode kundeoplevelse, hvilket sker ved at inkludere både kunden og teamet i hele processen og skabe en fælles forståelse for målet. Mit fokus er at lette kundernes hverdag, så de kan bruge deres energi på at udvikle deres forretning, velvidende at vi har styr på moms, skat og regnskab,” fortæller Christian.
Forankret i Randers
Selvom Christian er vokset op i Hjørring, har Randers været hans base de seneste 11 år. Han bor i Over Hornbæk med sin hustru Ann og deres to drenge på tre og fem år – og familien er derfor allerede godt forankret i lokalområdet.Når kalenderen tillader det, finder man ofte Christian i naturen – enten til crossfit, på en løbetur eller med fiskestangen ved Gudenåen. Fiskeriet dyrker han sammen med en lille gruppe jævnaldrende venner fra lokalområdet, hvor de en søndag formiddag kan finde på at cykle ned til åen, kaste snøren ud og vende verdenssituationen over morgenkaffe, rundstykker – og en enkelt Fernet-Branca. Som Christian smilende fortæller, ”Det hænder endda, at vi indimellem fanger noget.”
Hvorfor BDO?
At valget faldt på BDO Randers, er ikke tilfældigt:”Jeg synes, kombinationen af det stærke internationale netværk og den lokale tilstedeværelse gør BDO til noget særligt. Jeg glæder mig til at blive en del af teamet i Randers og bidrage til udviklingen af det lokale erhvervsliv,” lyder det fra Christian.
Samtidig har Christian et særligt bånd til BDO – begge hans forældre har tidligere arbejdet her, og det har givet ham et indgående kendskab til vores værdier.
Vi byder Christian varmt velkommen til BDO i Randers!