Martin William Boel Kristensen er ny Partner i BDO

Martin William Boel Kristensen – ny Partner i Tax Legal, BDO Aarhus

Martin William Boel Kristensen er blevet udnævnt som Partner på BDO’s kontor i Aarhus. Vi har stillet Martin tre spørgsmål om ham selv, BDO og branchen:

Hvilke erfaringer og værdier tager du med dig ind i rollen som Partner?

”Efter 5,5 år i BDO har jeg opnået et indgående kendskab til forretningen, og det tager jeg med mig ind i partnerrollen. For mig er ordentlighed en kerneværdi – jeg møder både kunder og kolleger med oprigtig nysgerrighed og ønsker at forstå, hvem de er, og hvad de vil opnå. Jeg tror på, at man altid skal gøre sig umage, både i relationer og opgaver. Vi har alle forskellige drømme og prioriteter, men med flid, ordentlighed og åbenhed kan vi skabe en dybere forståelse for hinanden.”


Hvad gør BDO til en særlig arbejdsplads for dig?

”Min leder har lært mig, at hvis noget giver mening, så skal vi gøre det. I BDO er der stor tillid til den enkelte og en høj grad af frihed under ansvar. Jeg tror på, at jo mere tillid og jo tydeligere formål man har med sit arbejde, desto gladere går man hjem. For mig er det vigtigt, at vi får det bedste ud af den tid, vi vælger at bruge på arbejdspladsen.”


Hvilke forandringer tror du vil præge vores branche mest de næste 5 år?

”Mange standardopgaver vil forsvinde, og AI vil gøre det lettere at søge viden og automatisere rutinearbejdet. Det frigiver tid til det, der virkelig skaber værdi – både for os selv og for kunderne. Det stiller krav til os om at lære at udnytte AI som et effektivt værktøj og samtidig klæde nye medarbejdere godt på. Jeg ser det som en mulighed for at fokusere mere på mennesker og give plads til de store, skæve og gode tanker, som gør arbejdslivet endnu bedre.”


Kort om Martin

39-årige Martin William Boel Kristensen startede hos BDO i 2020, hvor Tax Legal-afdelingen talte 28 ansatte – i dag er der over 90 skatteeksperter. Martin er uddannet jurist og færdiggjorde sin Master i Skat på CBS i 2022. Han har sin daglige gang på BDO’s kontor i Aarhus og rådgiver primært om generationsskifte, omstruktureringer og selskabsskat. Derudover er han en del af BDO Startup & Growth og har ansvar for salgsledelsen i Tax Legal i Region Midt.

Privat bor Martin i Risskov med sin hustru Malene og deres to børn, William og Edith. Fritiden bruges helst med familien, men han nyder også jagt, madlavning, et godt glas vin og samvær med venner.