BDO åbner nyt kontor i Køge

BDO åbner nyt kontor i Køge

I starten af november slår et af Danmarks førende rådgivnings- og revisionshuse, BDO, dørene op for deres nye kontor i Køge. Med det nye kontor sikrer BDO en lokal og stærk tilstedeværelse i Køge, hvorfra rådgivnings- og revisionsvirksomheden kan yde de lokale erhvervsdrivende en endnu bedre service og rådgivning. 

Det nye BDO-kontor vil blive ledt af Partner og statsautoriseret revisor, Kim K. Sørensen, der har mere end 20 års erfaring i rådgivnings- og revisionsbranchen, og som de seneste 8 år har været Partner i BDO. Kim K. Sørensen har også et stort kendskab til Køge, da han selv er bosat i området.

”Erhvervslivet blomstrer virkelig i disse år i Køge. Vi har ind til nu ydet rådgivning og revision til virksomheder i Køge Bugt-området fra kontoret i København, men med åbningen af et nyt kontor i byen, kommer vi endnu tættere på de erhvervsdrivende.

Derudover muliggør åbningen af det nye kontor også, at vores medarbejdere bosat syd for København får muligheden for en større fleksibilitet i hverdagen med adgang til et kontor i både Køge og i København,” fortæller Kim K. Sørensen.

En række af BDO’s erfarne rådgivere og revisorer fra BDO’s kontor i København har valgt at benytte sig af muligheden og flytter ind på det nye kontor i Køge, når det åbner i starten af november.

Som et led i åbningen af det nye kontor, har BDO også ansat nye, lokale kræfter i form af statsautoriseret revisor, Troels Stenholm, der vil drive kontoret i Køge i samarbejde med Kim K. Sørensen. Troels Stenholm har et indgående kendskab til erhvervslivet i Køge, hvor han førhen har arbejdet i et af byens revisionsselskaber.

”Jeg glæder mig til at bidrage til etableringen af et stærkt, lokalt BDO-kontor i Køge. Vores kunder kan se frem til professionel service i øjenhøjde, og i BDO i Køge har vi samtidig musklerne til at yde værdiskabende rådgivning og hjælpe Køges ambitiøse virksomheder ind i næste fase,” siger Troels Stenholm.

BDO flytter ind i Nordeas tidligere lokaler på Nørregade 54B. Kontoret ligger i gåafstand til Køge Station og har gode tilkørselsforhold fra motorvejen.

Der vil på sigt være 25 medarbejdere tilknyttet BDO’s nye kontor i Køge, og kontorets rådgivere og revisorer hjælper med rådgivning om alt fra budget og regnskab til skat, moms, afgifter, told, persondata og cybersikkerhed.

Det nye Køge-kontor bliver en del af BDO’s nationale og internationale netværk med 32 kontorer fordelt over hele Danmark og kolleger i mere end 165 lande.