AI-konsulenthuset VLFRD bliver en del af BDO


Konsulenthuset VLFRD bliver pr. 22. september en del af det landsdækkende rådgivnings- og revisionshus BDO. 
VLFRD er et specialiseret AI-konsulenthus med dybe rødder i den offentlige sektor og en stærk passion for at løfte kvaliteten i velfærdens maskinrum. Konsulenthuset er stiftet af de to erfarne founders, Nina Thestrup Lassen og Tine Michael-Lindhard, der sammenlagt har over 20 års erfaring fra chefposter i store velfærdsdriftsorganisationer. 

”Det vigtigste for os er, at vi hos BDO ikke skal gå på kompromis med vores passion og ambition, som er at styrke fagligheden, borgernærheden og kvaliteten i den offentlige sektor. Tværtimod. Sammen med BDO får vi nu langt bedre muligheder for at bringe vores løsninger og erfaringer ud til endnu flere – og samtidig videreudvikle dem i et stærkt fagligt fællesskab,” siger Nina, og Tine supplerer: 

”Vi ser BDO som en ambitiøs og seriøs aktør i den offentlige sektor, der – ligesom os – tror på, at fremtidens velfærd kræver både faglighed, digitalt udsyn og mod til at tænke nyt. Derfor er det et naturligt skridt for os at blive en del af BDO.”

 

AI-løsning til gavn for kommune og borgere

Med en stærk forståelse for driften, fagligheden og de strategiske bevægelser i den offentlige sektor har VLFRD i to år – med Alexandra Instituttet tilknyttet som underleverandør det seneste år – udviklet en AI-løsning, der fjerner rutineopgaver og frigør tid til faglig rådgivning til gavn for både borgere og kommuner. AI-løsningen hjælper medarbejderne på velfærdsområderne med at sikre lovmedholdelighed og skabe bedre borgerforløb.

John Bøgehus Pedersen, Partner og chef for BDO’s konsulentforretning, Advisory, glæder sig til at få Nina og Tine med ombord:

”VLFRD bringer en unik kombination af faglighed, digitalt udsyn og dyb forståelse for den offentlige sektor. Deres tilgang og AI-løsninger passer perfekt ind i BDO’s ambitioner og rådgivningsunivers. Med VLFRD som en central del af vores AI-forretningsområde i BDO Advisory styrker vi vores fokus på at udvikle fremtidens rådgivning. Vi ser frem til at videreudvikle teknologien og gøre den gældende for endnu flere områder og medarbejdere i kommunerne – og i særlig grad til glæde for endnu flere borgere.”

VLFRD bliver en del af BDO’s Advisory-afdeling, som med deres mere end 150 management-konsulenter er et af landets førende konsulenthuse målrettet både den offentlige sektor og det private erhvervsliv.