Fra oliepletter til revisionspåtegning: Kom med ind i maskinrummet hos Jørn Jepsen

Igennem 35 år satte Jørn Jepsen sit præg på Deloittes udvikling, men 1. december 2023 blev han og kollegerne på kontoret i Esbjerg en del af BDO. Hvem er Jørn, og hvordan har han oplevet at blive en del af en helt ny arbejdsplads?
Jørn Jepsen gik første gang ind ad dørene hos Deloitte i Esbjerg tilbage i 1988, da han startede som revisorelev. Dengang blev regnskaberne skrevet i hånden og sammenbundet ved hjælp af en boremaskine og fiskesnøre. Under tiden blev de håndskrevne regnskaber udskiftet med computere og Excel-ark, mens Jørn samtidig fandt sin plads i revisorverdenen.

Over 35 år slog Jørn rødder i Esbjerg og formede sin karriere som statsautoriseret revisor og Partner i Deloitte. Derfor var det også en stor omvæltning, da Jørn sammen med kollegerne i december sidste år blev en del af BDO. 

”Det var da angstprovokerende på mange områder at blive del af et nyt brand og få nye kolleger. Men det, at vi gjorde det sammen som en enhed, har selvfølgelig gjort det lettere,” fortæller Jørn. 

Den 1. december sidste år gik Jørn Jepsen som så mange gange før ind ad dørene i de velkendte rammer på Dokken i Esbjerg – men denne gang som BDO’er. Siden da har Jørn i fællesskab med kollegerne arbejdet på at finde fodfæste i den nye organisation, og han ser positivt tilbage på det første år i BDO.

”Det har været fantastisk at blive en del af BDO. Værdisættet, som findes i BDO-kulturen, kan jeg rigtig godt lide. Det er de samme værdier, jeg selv værner om og udøver. Så jeg er rigtig glad og stolt af at være en del af BDO-familien og det partnerskab, vi har i BDO i dag,” fortæller Jørn. 

Og dét at løfte i fællesskab, er en værdi, Jørn har værnet om fra barnsben. 


Fra cykelhandleren i Skærbæk til udenlandseventyr i Florida 

Det lå ikke i kortene, at Jørn skulle drive karriere som statsautoriseret revisor i Esbjerg. Jørns forældre drev en cykelforretning i hjembyen Skærbæk, og sammen med sine to yngre brødre brugte han ofte eftermiddagene på at hjælpe til i forretningen.

Jørn interesserede sig meget for at reparere cykler og motorcykler, og han stod altid i værkstedet iført kedeldragt og med olie på fingrene. Han gik endda på aftenskole for at tage motorlære-uddannelsen. 

”Jeg aftalte med min far, at det nok var mig, der skulle overtage og måske endda være cykelhandler,” fortæller han. Og hvis man skulle drive en forretning, var det nok en god ide at vide lidt mere om økonomi. Også selvom Jørn nu altid havde haft flair for tal. Derfor startede han i 1985 på Tønder Handelsskole. 

Men en forårsdag i 1988 i 3.g blev Jørn kaldt op på skoleinspektørens kontor. Her blev han ikke alene mødt af skoleinspektøren, men også Dronning Ingrid. Og dette besøg skulle vise sig at ændre Jørns karrierekurs. Her fik han nemlig overrakt et legat af Dronning Ingrid som skolens bedste kammerat. Et Legat, som betød, at Jørn skulle tilbringe sommeren i Florida. 

”Min mor og far var meget arbejdsomme, og ferie var ikke noget, vi brugte tid på. Jeg var højst en smuttur i Aventoft syd for grænsen for at tanke mine forældres bil med billig benzin. Så udlandsturen til Florida var en stor oplevelse for mig, og den gjorde et stort indtryk,” siger Jørn. 

Turen var så stor en oplevelse, at da Jørn kom hjem, besluttede han sig for, at han igen skulle ud og opleve livet uden for Skærbæk og familiens cykelforretning. Derfor vaskede han hænderne fri for olie, smed kedeldragten og satte kursen mod Esbjerg og en helt anden verden – nemlig revisionsbranchen.

”Vi havde en god ven af familien, Flemming Kühl, som var statsautoriseret revisor i Esbjerg, og jeg spurgte ham, om han ikke kunne bruge en mand som mig,” fortæller Jørn – og the rest is history, som man siger. 


Fremtiden hos BDO

I 35 år var Jørn med til at sætte sit præg på Deloitte gennem sit arbejde som først regionsleder, og efterfølgende som en del af Deloittes direktion – både i Danmark og senere hen i direktionen for hele norden.

Derfor var det også en personlig stor omvæltning for Jørn at skifte arbejdsplads efter så mange år det samme sted. 

”Jeg er jo startet i et helt nyt job. Jeg har været vant til at kende alle mine partnerkolleger gennem 35 år og pludselig kender jeg ikke mine kolleger på samme måde – endnu,” fortæller Jørn og tilføjer: ”Her i starten har jeg holdt rigtig meget fokus på Esbjerg, hvor jeg var vant til at have et mere nordisk og nationalt overblik i Deloitte. Jeg er her i det første år gået fra et mere strategisk tankesæt til et operationelt, og det har været rigtig spændende at komme ned i materien igen.” 

Men skiftet har også givet Jørn et indblik i en ny arbejdsplads og nye arbejdsgange. 

”Jeg synes, der er en rigtig stærk og god kultur i BDO, som vi skal værne om. Folk er meget hjælpsomme, med et meget højt fagligt niveau, og man tænker meget i holdspil – det kan jeg rigtig godt lide,” fortæller Jørn og tilføjer:

”Vi har en sammenhængskraft mellem vores specialafdelinger og vores revisionsforretning rettet mod små- og mellemstore virksomheder, som ingen andre i markedet. Vi kunne godt blive endnu bedre til at skyde brystet frem og fortælle mere om det,” fortæller han med et smil på læben.


Fortryder ikke

Og selvom det d. 1. december sidste år var angstprovokerende at gå gennem dørene på Dokken og blive en del af en ny arbejdsplads, er det med en helt anden ro, at Jørn gør det her knap et år efter. 

”Det har virkelig været fantastisk at blive en del af BDO, og jeg glæder mig til at bidrage til vores videre succes,” slutter han. 
 

bag om bdo