For 30 år siden tog han et valg, der definerede hans karriere

Mød BDO’s administrerende direktør Frank Lau

Den 1. oktober markerer administrerende direktør Frank Laus første år på posten. Men hvem er manden bag egentlig, og hvad tager han med sig fra sine 30 år i virksomheden?
Tror du på skæbnen? Begivenheder, oplevelser og forandringer, som former tilværelsen for én uden, at man selv har indflydelse på det. 

Det lå altid i kortene, at Frank Lau skulle være revisor. Og selvom han i 9. klasse var i praktik som elektriker, blev 10. klasses praktik brugt hos den lokale revisor i Kjellerup – og det var ”vanvittigt fedt”. Så fedt, at Frank som 16-17-årig sågar tog med sin mor på et bogføringskursus, så han kunne hjælpe sine selvstændige forældre med økonomien i deres grønthandlerforretning. 

”Jeg har altid haft et crush på de der tal. Jeg kunne også godt lide at arbejde med tal dengang, og jeg syntes bare, at matematik var det fedeste i hele verden,” erindrer Frank. 

Og med selvstændige forældre, var revisionsbranchen ikke et ukendt territorie for Frank. Når forældrenes måneds- eller årsregnskab skulle gøres op, fik familien nemlig besøg af revisor-Ejner. 

”Hans tilgang til at hjælpe folk med deres forretning, den tiltalte mig meget,” fortæller Frank. 

Der herskede dermed ingen tvivl om, hvilken karrierevej, Frank ville forfølge. Nu stod han dog med det svære valg om, hvor livet som revisor skulle udleves: som revisorelev hos os BDO i Vejle til 7.400 kr. om måneden eller hos et andet rådgivnings- og revisionshus i Kolding, hvor han blev tilbudt 400 kroner mere om måneden?

”Det står relativt tydeligt for mig. Min mavefornemmelse sagde mig, at selv med 400 kr. mindre på kontoen hver måned - hvilket var mange penge dengang - så var BDO det rette sted for mig,” siger Frank. 

I 1995 startede Frank dermed som revisorelev på BDO’s kontor i Vejle. Over årene tog Franks karriere form. Han blev færdiguddannet, statsautoriseret revisor, Partner, kontorstedsleder, medlem af forretningsudvalget i Region Syd, bestyrelsesformand og administrerende direktør. Og således gik der 30 år. 

Men inden, vi foregriber historien, spoler vi lige tiden tilbage for at forstå, hvordan Frank Lau over 30 år gik fra revisorelev til administrerende direktør.


”Jeg tror, jeg kigger på BDO’s næste formand”

Frank gik aldrig med en drøm om at blive chef. Alligevel er det tydeligt at se gennem hans opvækst og karriere, at han ikke var bange for at tage teten og gå forrest. 

”Det kommer helt fra barnsben. Fra elevrådsformand, fodboldtræner, supervisor på en restaurant i London i mit sabbatår til kontorstedsleder i Vejle, medlem og formand af bestyrelsen i BDO. Jeg har altid søgt indflydelse, men mange af de roller, jeg har haft, er ikke en del af en større gameplan,” siger han. 

For Frank har det altid handlet om at sætte mennesker først. Og her har hans mangeårige kollega og mentor, Jørgen Egstrand Andersen, spillet en helt afgørende rolle.

”Jeg har lært enormt meget af Jørgen. Han var simpelthen så god til mennesker. Vi var et powerpar, fordi jeg var meget optaget af det faglige og Jørgen af mennesker. Jørgens ordentlighed og evne til at lytte sig til kundernes reelle problemer, det er noget, jeg har lært meget af og fortsat forsøger at tage med mig i alt, hvad jeg gør,” fortæller Frank. 

Netop balancen mellem det menneskelige og det faglige er et gennemgående træk i Franks karriere. Fra tiden som elevrådsformand og fodboldtræner til Partner og administrerende direktør. Mulighederne er ikke kommet, fordi han har jagtet dem, men fordi han har fokuseret på at skabe værdi for sine omgivelser. 

Og det er da heller ikke dét at blive statsautoriseret revisor på Børsen i 2006, bestyrelsesformand i 2021 eller administrerende direktør i 2024, som Frank fremhæver som de mest skelsættende øjeblikke i sin karriere. 

Ét af de øjeblikke, han fremhæver, finder sted tilbage i 2019. Frank skal snarligt indtræde i BDO’s bestyrelse, og den daværende bestyrelsesformand, Jann Mikkelsen, har indkaldt Frank til et introduktionsmøde til bestyrelsen på BDO’s hovedkontor i Aarhus. Mens bilerne suser forbi ude på Kystvejen, står tiden kortvarigt stille i det store mødelokale. 

”Jeg kan huske det lige så tydeligt. Jann læner sig ind over bordet, kigger på mig og så siger han ’Frank, jeg tror, jeg sidder og kigger på BDO’s næste formand’ – jeg får helt kuldegysninger nu. Jeg havde jo ikke søgt det, og derfor var det også en ting, der kom til at præge min karriere herfra,” fortæller Frank, der tre år senere netop indtrådte i rollen som bestyrelsesformand. 

De skelsættende øjeblikke har altså ikke været titlerne i sig selv, men de mennesker og den tillid, der undervejs har formet ham. Og netop den erfaring har Frank taget med sig ind i sit første år som administrerende direktør – et år, der på mange måder har krævet både tålmodighed og mod til forandring.


Drømmen om at være i bevægelse

Den 1. oktober er det så et år siden, at Frank lagde revisorkarrieren på hylden og i stedet satte sig i direktørstolen. Efter 30 år som revisor var det et klart ønske om nye udfordringer, der drev ham videre, men også et behov for at samle sine mange roller og finde en tydelig retning.

”Jeg har altid haft et behov for at være i bevægelse og udfordre mig selv. Efter 30 år som revisor var jeg klar til noget nyt. Samtidig balancerede jeg mange roller – revisor, bestyrelsesformand, leder og familiemedlem – og jeg kunne mærke, at det ikke længere var i sync. Jeg var alle steder og ingen steder. Derfor besluttede jeg: Nu vælger jeg en retning. Muligheden er her, og det lyder sgu spændende,” fortæller Frank.

Over det første år som direktør har han stået i spidsen for betydelige organisatoriske forandringer. Et nyt management team er etableret, og strukturen i BDO er blevet justeret – forandringer, som naturligt kræver tid til at finde deres form. 

”Ting tager ofte længere tid, end man kunne ønske sig. Men vi har fået etableret et nyt management team og en ny struktur, som naturligt kræver tid til at lande. Vi skal finde vores roller, opgaver og relation til organisationen, og samtidig er det en stor forandring, at forretningsudvalget ikke længere er en del af strukturen. Det er et vigtigt skridt, som tager tid at implementere i en traditionsrig organisation,” fortæller Frank. 

Og bevægelse er et gennemgribende tema – ikke kun i Franks egen karriere – men også i forhold til hans drømme for BDO. 

”Jeg vil gerne sikre, at vi ikke bliver et museum. For mig handler det om, at vi hele tiden udvikler os, følger med tiden og tilpasser os – ellers risikerer vi at stå stille, og det ønsker jeg ikke,” siger han og tilføjer: 

”Jeg drømmer om, at vi om ti år kan se tilbage og smile lidt af den måde, vi er organiseret på i dag – at vi har bevæget os mod en mere tidssvarende og fleksibel organisering, som understøtter strukturen af vores forretning bedre.”

Hvad fremtiden bringer – for Frank såvel som BDO – kan vi kun spå om, men det er tydeligt, at modet til at træffe beslutninger kan forme vejen fremad på afgørende vis.

Tænk hvis 400 kr. tilbage i 1995 havde været afgørende for Franks karrierevalg. Gad vide, hvor han så havde været i dag. 

”Det er de valg, man træffer, som ikke nødvendigvis virker oplagte i øjeblikket, men som alligevel viser sig at føre én ad en fantastisk vej. Det synes jeg er ret fascinerende,” slutter Frank. 
 

bag om bdo

Kontaktperson