Efter reglerne skal sælger opkræve moms med den sats, som gælder i købers land. Den udenlandske moms skal afregnes med Skattestyrelsen i en særlig ordning (OSS-ordningen).
Hvordan er reglerne?
Webbutikker, som sælger varer til privatpersoner, eller ikke-momsregistrerede kunder i EU, skal opkræve og afregne moms med den sats, som gælder i købers land, når den samlede omsætning i EU herfra overstiger en årlig grænse på EUR 10.000.
En virksomhed, som sælger varer i sin webshop til kunder i andre EU-lande til en samlet værdi under EUR 10.000, er dermed ikke omfattet af de nye regler og kan fortsætte med at opkræve og afregne dansk moms. Virksomheden kan også frivilligt vælge at gå ind i de nye regler.
En virksomhed, hvis samlede omsætning i EU overstiger EUR 10.000, skal altså opkræve og afregne moms med den sats, som gælder i leveringslandet. Dvs. tysk moms ved levering af varer til Tyskland, svensk moms ved levering af varer i Sverige osv.
En virksomhed, som er omfattet af ovennævnte regler, kan vælge at lade sig registrere med en ”klassisk” momsregistrering i hvert enkelt salgsland, eller vælge at lade sig registrere i en særlig ordning via Skattestyrelsen, kaldet Moms One Stop Shop-ordningen (OSS). Virksomheder, som er registreret i OSS, skal angive og afregne den udenlandske moms i en særlig OSS-momsangivelse via sin TastSelvløsning på www.skat.dk. Skattestyrelsen sørger herefter for, at momsen sendes videre til de respektive lande.
Anvendelse af OSS-ordningen vil være en administrativ lettelse for mange netbutikker, som kan undgå udenlandske momsregistreringer og blot indberette den udenlandske moms i TastSelv.
Hent og læs hele i publikationen nedenfor