Bridge, backgammon og skak skal momses

Fra 1. januar 2026 anses aktiviteter uden et væsentligt fysisk element ikke længere som momsfritaget amatørsport. Det gælder bl.a. bridge, backgammon og skak, som står til at blive momspligtig. 
Skattestyrelsen har for nylig offentliggjort et nyt styresignal, der potentielt kan få væsentlig betydning for foreninger, klubber m.fl., som udbyder tankesport såsom skak, bridge, backgammon og lignende aktiviteter. Hidtil har disse aktiviteter været omfattet af momsfritagelsen for amatørsport.   


Styresignalet udspringer af en EU-dom, som efter Skattestyrelsens opfattelse underkender gældende dansk praksis på området. 


Skattestyrelsen præciserer i styresignalet, at sport i momsmæssig forstand kræver et væsentligt fysisk element. Når en aktivitet i overvejende grad er af mental karakter og ikke kræver fysisk anstrengelse, anses den, ifølge Skattestyrelsen, ikke længere som sport i relation til momsfritagelsen herom. 


Det betyder i praksis, at klubber og foreninger, som udbyder disse aktiviteter, skal opkræve 25% moms af kontingenter, turneringsdeltagelse mv, forudsat at deres momspligtige omsætning overstiger 50.000 kr. årligt. 


Dette er en væsentlig ændring for de mange foreninger, der ofte er drevet af frivillige kræfter og som aldrig har spekuleret på moms. De nye regler kan derfor medføre både administrative og potentielt økonomiske udfordringer. 


Foreningerne skal fremover sikre korrekt registrering for moms, udstede fakturaer, der lever op til de almindelige fakturakrav, og håndtere den løbende indberetning til Skattestyrelsen.


Med det nye styresignal bliver der stillet større krav til foreningernes professionalisering og forståelse af momsreglerne, hvor det samtidig må forventes, at medlemmerne vil opleve prisstigninger som følge af den tillagte moms, hvilket kan give behov for justering af foreningens budget og kommunikation til medlemmerne.


Vi står naturligvis klar til at hjælpe med både konkret implementering af tiltag og håndgribelig rådgivning. Vi anbefaler derfor, at I tager fat i jeres momsrådgiver og får en snak om mulige løsninger og tiltag. 

Tilmeld dig her