Frygt ikke årsopgørelsen. Modsat hvad mange tror, så er vi danskere nærmest verdensmestre til det med skat. Mere end tre ud af fire får hvert år penge tilbage i skat, og vores skattemoral er ifølge Skattestyrelsen faktisk helt i top.
De første 14 dage af marts måned er groft sagt det eneste tidspunkt på året, hvor skat sådan rigtigt er i fokus hos os danskere. Det er nemlig i den periode, at Skattestyrelsen åbner for adgangen til årsopgørelsen for det foregående år. En begivenhed, som hvert år optager os vildt meget. Så meget, at tusindvis gladeligt sidder i kø for at være mellem de første til at finde ud af, om de får penge tilbage, eller om den står på restskat.
I de uger taler vi om skat med arbejdskolleger, med familie og venner, med vores badmintonmakker og med dem fra cykelholdet. Vi gør det i håb om, at nogen har et tip til et lille ekstrafradrag eller kan forklare logikken i skattereglerne. For den er da godt nok svær at finde, synes mange.
Men ro på. Det er faktisk ikke så slemt. Det kan godt være, at du ikke selv kan udregne din skat, men risikoen for, at du ikke betaler den rigtige skat, er faktisk ikke ret stor. Selvom vi tror det modsatte, så er skattereglerne for såkaldt almindelige mennesker nemlig ikke voldsomt komplicerede, og næsten alt omkring skatten foregår automatisk.
Det betyder ikke, at der ikke er mange, som snyder sig selv for fradrag, for det er der. Men ifølge vores erfaring er det sjældent de store beløb, og ikke altid de samme borgere, som det går ud over. Det gør det ikke mindre ærgerligt, men de fleste lever groft sagt i lykkelig uvidenhed.
Har du brug for hjælp, kan du roligt kontakte @skattefar. Når det gælder betjeningen af borgere med almindelige indkomstforhold – lønmodtagere, studerende og pensionister – har vi i vores optik et moderne og servicebetonet skattevæsen, der kommunikerer med borgerne på en nutidig måde.
Skattestyrelsen udgiver hvert år en række publikationer omkring danskernes skattebetaling. Fra nogle af disse har vi plukket nedenstående guldkorn.
Fakta om skat
- 5,2 millioner danskere betalte i 2018 tilsammen 555 milliarder i skat. I gennemsnit altså lidt over 100.000 kr. pr. person.
- Ifølge den seneste opgørelse fra skattemyndighederne angiver 92 % af landets lønmodtagere, studerende og pensionister faktisk deres indkomst korrekt. Mindre end 1 % forsøger bevidst at omgå reglerne.
- De tre fradragstyper, hvor skattemyndighederne finder flest fejl, er rejsefradrag, håndværkerfradrag og befordringsfradrag.
- 1,2 mio. borgere gjorde i 2019 brug af reglerne om befordringsfradrag, og det gennemsnitlige fradrag udgjorde ca. 17.000 kr. Samme år gjorde 480.000 borgere brug af reglerne om håndværkerfradrag, og de fratrak i gennemsnit 6.300 kr.
- Når det gælder borgere med enkle indkomstforhold, får de 75 % - altså 3 ud af 4 – hvert år penge tilbage i skat ved den første udbetaling. Sidste år delte 3,4 mio. borgere således 17,4 mia. kr. og fik dermed i gennemsnit udbetalt 5.200 kr.
- I den samme gruppe var der for indkomståret 2019 kun 700.000 borgere, som fik restskat. Det lyder måske nok af mange, men de udgør faktisk kun 16 % af hele denne gruppe. Og det bedste var, at den gennemsnitlige restskat kun lød på 4.100 kr. For nogle en ærgerlig regning. For andre helt som forventet. Men for begge grupper trods alt nok overkommeligt.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.