Gaver - skattepligtige eller skattefrie?

Gaver i Grønland er som absolut hovedregel skattepligtige for modtageren.

I visse tilfælde kan gaver modtages skattefrit. Det gælder fx gaver inden for familien, når giver og modtager enten er ægtefæller eller er i familie med hinanden i ret op- eller nedadgående linje. Grønland har ikke regler om gaveafgift, ligesom der ikke skal betales bo- eller arveafgift af arv. Derfor kan gaver og arv inden for familien modtages skatte- og afgiftsfrit.

Gaver fra en arbejdsgiver til de ansatte er derimod som udgangspunkt skattepligtige for de ansatte på samme måde som løn fra arbejdsgiveren. Der er imidlertid visse situationer, hvor en ansat kan modtage en gave skattefrit.

 

Julegaver

Efter praksis er arbejdsgiverens julegaver indtil en værdi af 500 kr. skattefri for den ansatte. Det forudsætter dog, at det er en tingsgave. Beløbsgrænsen på 500 kr. har været praktiseret siden 2019 og er ikke blevet justeret siden da – så ved den kommende jul i år forventes det fortsat kun at være tingsgaver med en værdi af indtil 500 kr., som kan modtages skattefrit.

Det er ikke kun en julegave, der kan være skattefri. En nytårsgave med værdi af indtil 500 kr. er også skattefri, men der kan ikke i samme år modtages både en julegave og en nytårsgave af hver 500 kr. skattefrit. I dén situation vil den ene af gaverne være skattepligtig.

Hvis der modtages en tingsgave til 500 kr. i anledning af en rund fødselsdag og tilsvarende en julegave til 500 kr., så er begge gaver skattefrie. Hvis den ene gave har en værdi af mere end 500 kr., vil hele værdien af denne gave være skattepligtig.

 

Lejlighedsgaver

Arbejdsgiverens gaver i anledning af særlige lejligheder eller visse mærkedage for den ansatte kan også modtages skattefrit.

Det er ikke klart defineret, hvad der kan være ”særlige lejligheder” i relation til skattefrie gaver, men det kan fx være den ansattes runde fødselsdag, vedkommendes bryllup eller barnedåb og konfirmation i familien.

En særlig lejlighed kan også være færdiggørelsen af den ansattes uddannelse, og i den anden ende af arbejdslivet kan det være ved fratrædelse i anledning af pensionering.

Der er ikke nogen bestemt beløbsgrænse for gavens størrelse, men en skattefri gave ved en særlig anledning, må ikke overstige, hvad der er sædvanligt i dagens anledning. Hvis denne grænse overskrides, er hele gavens værdi skattepligtig.

 

Jubilæum

Den ansattes jubilæum hos arbejdsgiveren kan også medføre en skattefri gave. Det gælder ved hhv. 25-års, 40-års og 50-års jubilæum. Ved et jubilæum i 2026 kan der modtages en skattefri gave, som gerne må være en pengegave, på indtil:
 
  2026
25-års jubilæum 6.611 kr.
40-års jubilæum 8.264 kr.
50-års jubilæum 9.917 kr.


Det er selvfølgelig arbejdsgiverens valg, om jubilæet markeres med en gave.

Det skal bemærkes, at der ikke gælder tilsvarende regler om skattefrie gaver ved arbejdsgiverens jubilæum.

 

Pengegaver og gavekort

Pengegaver og gavekort er altid – dog undtaget visse jubilæumsgaver - skattepligtige for den ansatte, uanset om gaven er modtaget som en jule- eller lejlighedsgave.

 

Arbejdsgiver skal lønindberette skattepligtige gaver

Skattepligtige gaver til de ansatte skal arbejdsgiveren lønindberette som A-indkomst, når gaven er ydet som et pengebeløb eller som et gavekort. Skattepligtige tingsgaver skal indberettes som B-indkomst. Ved indberetningen skal gaven værdiansættes til gavens handelsværdi, som i praksis er lig med arbejdsgiverens kostpris.

Arbejdsgiveren har skattefradrag for gaver til de ansatte.