Told på småpakker fra 1. juli 2026


Published: 
Toldfritagelsen for pakker til en værdi under 150 euro fra Kina og andre lande udenfor EU bortfalder snart. For virksomheder, der importerer den slags, er det på høje tid at forberede sig på de nye regler.

Efter de gældende regler skal der ikke betales told af pakker fra lande uden for EU, hvis pakkerne har en værdi på under 150 euro. Det er en regel, som har givet en betydelig konkurrencefordel til platforme som Temu, Shein og Alibaba og som har ført til kreative tiltag med underværdiansatte varer for at holde sig under beløbsgrænsen, ligesom mange ordrer af samme årsag er blevet opsplittet i flere små forsendelser. En praksis som angiveligt også har haft til formål at omgå produkt- og sikkerhedskrav.

Denne toldfrihed slutter med udgangen af juni måned. Beløbsgrænsen fastholdes, men fra den 1. juli skal der betales en fast told på 3 euro – svarende til en toldsats på 2 % – for alle små pakker under denne. 

Den nye told rammer alle importører – både private og virksomheder. For sidstnævnte afhænger konsekvenserne af, i hvilket øjemed importen sker.


Virksomheder, der importerer til eget brug

En del virksomheder køber varer online til eget brug. Det kan fx være forskelligt elektronik, værktøj og reservedele. For disse virksomheder vil regningen fra deres transportør efter den 1. juli 2026 se anderledes ud, fordi der vil blive tilføjet et toldbeløb og måske også et håndteringsgebyr, ligesom momsen vil blive beregnet på et højere grundlag. 


Virksomheder med eget lager, der importerer til videresalg

Disse virksomheder er som oftest vant til at håndtere told på større forsendelser, men vil fremover også skulle betale told af små forsendelser, herunder af prøveforsendelser og af mindre genopfyldningsordrer. Det får især betydning i forhold til varegrupper med små fortjenstmargener, hvoraf nogle måske ligefrem bliver urentable.


Virksomheder, der bruger dropshipping

Dækker de tilfælde, hvor en virksomhed sælger produkter uden selv at have dem på lager. Når en kunde bestiller en vare, videresender virksomheden ordren til en leverandør, som sender produktet direkte til kunden.

For disse virksomheder vil de nye regler betyde, at de skal beregne og opkræve told af småpakker fra lande udenfor EU ved faktureringen af kunden. 


Foreløbige regler

Opkrævningen af den nye told af småpakker er en midlertidig løsning. EU arbejder således på et fælles Customs Data Hub, som med virkning fra 2028 (forventeligt) skal samle tolddata ét sted og som skal muliggøre engangsindberetning og understøtte en mere ensartet kontrol og risikovurdering på tværs af EU af de milliarder af småpakker, der hvert år kommer til EU fra lande uden for. 


Hvad skal virksomhederne gøre?

Afskaffelsen af toldfriheden for småpakker rejser en række praktiske spørgsmål for danske importører, herunder:

  • Hvordan håndteres toldberegningen for lavværdisendinger fra den 1. juli 2026?
  • Er de eksisterende systemer og datagrundlag tilstrækkelige?
  • Skal prisstrukturer, Incoterms og/eller kundekommunikation justeres?

Samtidig bør virksomhederne se de nye regler i sammenhæng med den kommende told-datahub og overveje, hvordan processer og governance kan tilpasses denne.


Brug for hjælp?

Har I brug for hjælp til en hensigtsmæssig opsætning af jeres systemer, er I altid velkomne til at kontakte vores team af toldeksperter, der hjælper virksomheder i hele Danmark.


Forfattere