Tilbage i maj måned sidste år udsendte Motorstyrelsen en pressemeddelelse om, at den sammen med Skattestyrelsen havde igangsat en kontrolaktion rettet mod en praksis, som angiveligt er relativt udbredt i bilbranchen. En praksis om, at mange bilhandlere lader deres medarbejdere købe biler til forhandlerens indkøbspris og efterfølgende sælger dem tilbage igen til samme pris og derfor, i modsætning til almindelige bilejere, ikke har noget værditab på deres bil.
Ifølge de to styrelser kan en sådan fremgangsmåde betyde, at der betales for lidt i registreringsafgift for bilerne, og at medarbejderne har opnået en personlig gevinst, som de skal betale skat af.
Når det gælder det sidste – beskatning af medarbejderne – har Skattestyrelsen siden truffet en række afgørelser, hvor styrelsen udfordrer de ellers klare regler om medarbejderrabatter.
Medarbejderrabatter beskattes kun, hvis rabatten overstiger arbejdsgiverens avance. Sagt med andre ord så kan medarbejdere i fx en hvidevarebutik ikke beskattes, hvis de får lov til at købe en vaskemaskine eller tørretumbler til forretningens kostpris, uanset at de herved utvivlsomt opnår en økonomisk gevinst i form af en besparelse.
Reglen indeholder ikke et loft over, hvor stor en skattefri medarbejderrabat kan være, og heller intet om, at reglen ikke gælder for ansatte i bestemte brancher. Ikke desto mindre gør Skattestyrelsen gældende, at rabatreglen ikke gælder for ansatte i bilforretninger. Dette begrundes med henvisning til en afgørelse fra Landsskatteretten fra 2017, hvor en ansat i et bilfirma blev beskattet af en gevinst på små 200.000 kr., som han opnåede ved at købe to biler hos sin arbejdsgiver til dennes kostpris og senere solgte dem tilbage til firmaet til en pris, som i store træk svarede til, hvad bilfirmaet efterfølgende kunne sælge dem for til eksterne kunder. I denne sag var Landsskatteretten af den opfattelse, at købet og salget af bilerne skulle ses under et og ikke kunne anses for omfattet af rabatreglen. Formentlig fordi gevinsten blev anset for et løntillæg.
Vi har imidlertid kendskab til, at de ansatte i bilhusene ikke har tilbagesolgt bilerne til en højere pris, men til det samme, som de gav for dem. De har således ikke opnået en kontant og målbar økonomisk gevinst, men en besparelse af ukendt størrelse, hvilken Skattestyrelsen udregner som forskellen mellem forhandlerens videresalgspris – tilbagediskonteret til det tidspunkt, hvor medarbejderen købte bilen – og medarbejderens købspris. Altså en fiktiv gevinst baseret på et regnestykke, som kun kan foretages på bagkant.
Det bliver nu Landsskatteretten, som i første omgang skal tage stilling til, om ansatte i bilhuse helt generelt er undtaget fra rabatreglen, når det gælder køb af biler, herunder om der er hjemmel til beskatning af et ”sparet” værditab. Noget som vi ikke anser for givet.
/Employees/BOTOR.jpg)