Skattespørgsmål, når kunder og medarbejdere inviteres på festival


Published: 
Forretningsforbindelser og medarbejdere, der modtager en partoutbillet til en musikfestival, der strækker sig over flere dage, kan meget vel se frem til en efterregning fra Skattestyrelsen.
Årets første store musikfestival, NorthSide, står for døren. Kort efter følger Tinderbox, så Roskilde og senere Smukfest i Skanderborg. Det er festivaler, der afvikles af dybt professionelle arrangører, der alle tilbyder særlige B2B-koncepter, hvorefter virksomheder kan invitere kunder og medarbejdere til at netværke, mens de lytter til god musik og indtager god mad, vin og øl. Noget andet end de traditionelle events, hvor kunder og leverandører inviteres til en runde golf, på jagt, til fodbold eller på en sejltur, og angiveligt noget som mange virksomheder finder interessant.

Den slags rejser ofte spørgsmål om de skattemæssige konsekvenser for dem, der er siger ’ja tak’ til en invitation fra en forretningsforbindelse eller fra arbejdsgiveren til uden egenbetaling at deltage i en sådan festival.

 

Medarbejdere 

De skattemæssige konsekvenser for medarbejdere, der inviteres til at deltage i en musikfestival for at netværke med arbejdsgiverens forretningsforbindelser lader sig let beskrive, idet der på skat.dk tidligere i år blev offentliggjort en afgørelse fra Landsskatteretten om netop denne problemstilling.

Sagen angik en lønmodtager, der af sin arbejdsgiver var blevet pålagt at deltage i Tinderbox Festival i 2022 for at netværke med de forretningsforbindelser, som arbejdsgiveren havde inviteret til denne. Medarbejderen var af Skattestyrelsen anset for skattepligtig af værdien af billetten, der inklusive mad og drikke samt bustransport var opgjort til ca. 3.800 kr. 

Afgørelsen blev stadfæstet af Landsskatteretten, der fastslog, at den omstændighed, at medarbejderen var blevet pålagt at deltage og dybest set havde været på arbejde under festivalen, ikke havde nogen betydning.

Landsskatterettens præmisser indeholder dog en vigtig bemærkning, idet Landsskatteretten meget tydeligt fastslog, at der gælder en forskel mellem arrangementer, der strækker sig over flere dage og et endagsarrangement. Havde medarbejderen kun deltaget en enkelt dag, ville den gratis deltagelse derfor næppe være blevet anset for skattepligtig.

 

Forretningsforbindelser 

Risikoen for beskatning er den samme for forretningsforbindelser. I en ældre afgørelse blev en formand for en antenneforening således anset for skattepligtig af værdien af en partoutbillet til Smukfest, idet værdien dog blev ansat til 50 % af billettens kostpris. Omvendt har Landsskatteretten fastslået, at forretningsforbindelser ikke er skattepligtige af værdien af deltagelse i en eksklusiv dagsjagt med efterfølgende spisning, men til gengæld statueret skattepligt i forhold til jagtrejser til udlandet af flere dages varighed. Også for forretningsforbindelse skelnes der altså mellem éndagsarrangementer og events, der strækker sig over flere dage. 
 

Forfattere

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.