Skatteministeriet har sendt et udkast til et lovforslag i høring, som vil ændre den skattemæssige behandling af visse prissikringskontrakter, idet de vil blive undtaget fra den lagerbeskatning, som ellers gælder for finansielle kontrakter. Gevinster og tab vil i stedet skulle opgøres efter realisationsprincippet. Det betyder, at indtægter fra sådanne kontrakter først beskattes i takt med, at de realiseres, ligesom eventuelle tab også først kan fratrækkes på samme tidspunkt.
Det er på forhånd givet, at lovforslaget vil blive vedtaget med stort flertal. Det bygger nemlig på en bred politisk aftale fra februar 2025, som ikke nåede at blive udmøntet i lovgivning inden valget. Det gør den nu. Når dette kan siges med sikkerhed, skyldes det to forhold. For det første, at ændringen ikke koster statskassen penge. For det andet, at ændringen er af teknisk art og ikke har ret meget med skattepolitik at gøre. Det handler derimod om den grønne omstilling. Om at gøre det interessant for store energivirksomheder at byde på store havvindmøllekontrakter.
Når lovændringen overhovedet er nødvendig, skyldes det en afgørelse fra 2025 fra Skatterådet, som fastslog, at en såkaldt Power Purchase Agreement (PPA) – der sammen med Contracts for Difference (CfD) anvendes som prissikringsmekanismer ved store anlægsinvesteringer på energiområdet – skulle anses for en finansiel kontrakt med den konsekvens, at gevinster og tab skulle opgøres efter lagerprincippet.
Det var en afgørelse, som man i Klima-, Forsynings- og Energiministeriet ikke var begejstret for, idet Energistyrelsen dengang stod over for at udbyde tre nye danske havvindmølleparker. Et udbud, som indeholdt en to-siddet CfD-ordning med en 20-årig støtteperiode, som med afgørelsen fra Skatterådet stod til at blive lagerbeskattet. Noget, der potentielt kunne medføre, at ingen ville byde på udbuddet, fordi selv små prisudsving på elprisen kan medføre store udsving i værdien af kontrakterne og derfor kan udløse store skattebetalinger på basis af urealiserede gevinster. Politisk var man derfor nødt til at handle for at redde udbuddet fra fiasko.
Den nye regel gælder kun for kontrakter, der er indgået med henblik på at prissikre fysiske leverancer af varer i en periode på mindst tre år, og hvor de betalinger, der kan opgøres efter kontrakten, afregnes løbende over den periode, hvor varerne leveres eller forventes leveret. Det er desuden en betingelse, at kontrakten vedrører prissikring af varer, som virksomheden producerer eller anvender som led i sin primære drift, og at de prissikrede leverancer ikke overstiger den mængde, som virksomheden forventer at producere eller har forpligtet sig til at aftage.
De omfattede kontrakter tjener til sikring af driftsindtægter og driftsudgifter. Gevinster og tab på disse er derfor uden betydning i forhold til reglerne om beskæring af fradrag for finansieringsudgifter (renteloft mv.) og indgår heller ikke ved opgørelsen af såkaldt CFC-indkomst.
Lovændringen er i øvrigt speciel derved, at reglerne får tilbagevirkende kraft, idet den nye regel kommer til at gælde for kontrakter, der er indgået den 1. januar 2026 eller senere. Det betyder helt konkret, at reglen får virkning for de CfD’er, som blev indgået i forlængelse af det ovenfor omtalte udbud af tre havvindmølleparker, der blev offentliggjort i november 2025.
Reglen kan dog også anvendes for kontrakter, der er indgået før skæringsdatoen, hvis virksomheden ønsker dette, ligesom reglen fra og med indkomståret 2026 kan anvendes for kontrakter, hvor Skattestyrelsen efter gældende praksis har pålagt virksomheden at anvende lagerprincippet.
/Employees/ARI.jpg)
