Publikationen ”Det politiske grundlag for firkløverregeringen” er et digert værk på næsten 80 sider, der indeholder en opregning af mere end 300 tiltag, som vil blive foreslået eller undersøgt nærmere, men er blottet for detaljer og uden en tidslinje for, hvornår de enkelte dele skal have virkning fra. Nedenfor gives en oversigt de borgervendte skatteforslag, som er omtalt, tillige med en opregning af tiltag, som mange nok forventede ville blive nævnt, men som ikke er med.
Skattelettelser
Regeringen vil lette skatten med følgende initiativer:
- Der skal indføres nulmoms på frugt og grønt, mens momsen på øvrige fødevare skal halveres (12,5 %). Momsen på bøger skal også afskaffes.
- Mellemskatten på 7,5 %, der i 2026 betales af indkomst efter AM-bidrag i intervallet 641.200 kr. og 777.900 kr. skal afskaffes. Det samme skal top-topskatten.
- Grænsen for den lave beskatning (27 %) af aktieindkomst skal forhøjes med 20.000 kr.
- Reglerne for aktiesparekonti skal smidiggøres og indskudsloftet hæves til 500.000 kr.
- Befordringsfradraget skal midlertidigt forhøjes for alle, mens mulighederne for befordringsfradrag for cyklister generelt skal forbedres.
- Ejendomsværdiskatten skal evt. fjernes eller reduceres for de billigste boliger.
- Bundgrænsen for arveafgift skal forhøjes til 550.000 kr. mod små 400.000 kr. i dag.
Skattestramninger
På følgende områder vil regeringen stramme skatten:
- Alle beløbsgrænser på skatteområdet, herunder person- og beskæftigelsesfradrag, skal fastfryses i en periode på to år.
- Der skal lægges loft over fradraget for renteudgifter, så beløb over 150.000 kr. for enlige og 300.000 kr. for par ikke kan fratrækkes.
- Arveafgiften for arv over 10 mio. kr. skal fordobles fra 15 % til 30 %.
- Der skal indføres en hovedaktionærmodel, så ejerledere ikke kan opnå en skattefordel ved at hæve udbytte fremfor løn i deres selskab.
- Der skal evt. indføres ejendomsværdiskat for andelsboliger og avanceskat for ejerboliger.
- Chokoladeafgiften, som der tidligere ellers var enighed om at ophæve, skal fastholdes.
Ikke nævnt
Mange havde nok håbet, at den nye regering ville tage et opgør med de nye ejendomsvurderinger, men det ser ikke ud til at ske. Emnet er slet ikke omtalt i regeringsgrundlaget. Det er derfor også uvist om tilsagnet fra den tidligere regering, om blandt andet at se nærmere på reglerne for opkrævning af grundskyld af grundejerforeningers fællesarealer, og for opkrævning af renter ved efterregulering af boligskatter, fortsat gælder.
Også en række andre tiltag, som der før valget var flertal for at gennemføre, men som ikke nåede at blive vedtaget, er ikke omtalt i regeringsgrundlaget og svæver derfor pt. i det uvisse, herunder:
- Indførelse af skattefradrag for visse fitnesskontingenter mv. for at udligne effekten af, at der fra 1. januar 2026 blev indført moms på den slags.
- Forenkling af reglerne for udbetaling af skattefrie godtgørelser til ulønnede bestyrelsesmedlemmer og frivillige hjælpere i idrætsforeninger mv.
- Forhøjelsen af det særlige beskæftigelsesfradrag til seniorer og udvidelsen af perioden for dette fra to til fem år forud for pensionsalderen, jf. denne artikel.
- Nedsættelse af arveafgiften for arv til nevøer og niecer fra 36,25 % (marginalafgift) til 15 % ligesom for arv til andre nærtstående.
- Forhøjelse af et særligt fradrag for dagplejemødre og -fædre. Fradraget skulle have været hævet fra 60 % til 65 % af deres dagplejevederlag.