Følgeomkostninger ved ind- og udstationering af medarbejdere


Published: 
Forfattere: Tina Sørensen
HR-partnere har ofte brug for at vide, hvilke omkostninger en arbejdsgiver kan betale i forbindelse med ind- og udstationering af medarbejdere, uden at disse skal betale skat af beløbene. Ny afgørelse giver et eksempel på, hvad ikke kan dækkes skattefrit.

At ansætte medarbejdere fra udlandet eller at udstationere medarbejdere til udlandet er ofte en omstændelig proces, som ikke bare involverer de konkrete medarbejdere, men også deres familier. Mange husker formentlig stadig historien om en DR-korrespondent, som i forbindelse med udstationering til Washington D.C. fik fløjet sin hustrus hest til USA på arbejdsgiverens regning, men som endte med at betale regningen selv, da det var sket imod reglerne. 

Der findes ikke faste regler for, hvilke omkostninger i forbindelse med ind- eller udstationering, som en arbejdsgiver kan dække uden beskatning hos medarbejderen. Det beror på en konkret vurdering, men groft sagt er der kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalte udgifter, hvor der er en direkte sammenhæng mellem udgifterne og medarbejderens arbejde. Altså ikke for udgifter, der primært dækker private behov.


Konkret vurdering

Som eksempel på udgifter, der normalt vil kunne dækkes af arbejdsgiveren uden lønbeskatning hos den ansatte kan nævnes:

  • Rejseudgifter for medarbejderen. Dækkes også familiens rejseudgifter, er medarbejderen skattepligtig af denne del.
  • Udgifter til flytning af familiens private indbo.
  • Udgifter til midlertidig bolig – hotel eller lejlighed – kan kun dækkes, hvis det kan ske efter de almindelige rejseregler.
  • Assistance med opholds- og arbejdstilladelse, men kun for medarbejderen. Ikke for dennes ægtefælle eller kæreste.
  • Hjælp med CPR-registrering og skattekort, men kun for medarbejderen.
  • Sprogkurser for medarbejderen, hvis det er nødvendigt for arbejdet.


Som eksempel på udgifter, der normalt ikke vil kunne dækkes skattefrit kan nævnes:

  • Hjælp til oprettelse af bankkonto.
  • Erhvervelse af kørekort.
  • Hjælp til jobsøgning for ægtefælle/samlever.
  • Assistance med at finde skole og/eller daginstitution til medarbejderens børn.
  • Hjælp til at finde permanent bolig og/eller til at få solgt hidtidig bolig.

Arbejdsgiverbetalte besigtigelsesrejser, hvor en medarbejder får mulighed for sammen med sin familie at orientere sig om forholdene i et givent område, vil normalt blive anset for noget, der dækker et privat behov og derfor udløser beskatning. Det viser en nylig offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten.

Sagen handlede om en salgsdirektør i en dansk virksomhed, der var blevet tilbudt jobbet som direktør i et nyt amerikansk datterselskab, men som sammen med sin familie ønskede at besigtige området inden den endelige beslutning blev taget. De samlede rejse- og opholdsudgifter mv. udgjorde et beløb på knap 63.000 kr., som blev betalt af firmaet. På turen besøgte familien to skoler og så på mulige boliger sammen med en lokal ejendomsmægler. Det endte med, at direktøren takkede nej til jobbet. Skattestyrelsen havde anset de arbejdsgiverbetalte udgifter for et skattepligtigt personalegode - dækning af private udgifter – og dermed indberetningspligtig for arbejdsgiveren, hvilket blev tiltrådt af Landsskatteretten. 

For god ordens skyld bemærkes, at den danske skattepraksis ikke nødvendigvis er magen til den, der følges i andre lande. For danskere, der udstationeres, må det derfor undersøges lokalt, om en given arbejdsgiverdækket udgift er skattepligtig efter lokale regler.

Forfattere

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.