Fællesarealer fritages for grundskyld, og flere husejere får penge retur


Published: 
To gode nyheder. Et politisk flertal på Christiansborg vil give kommunerne mulighed for at fritage grundejerforeninger for at betale grundskyld af fællesarealer. Og ejerne af 2.200 boliger får mulighed for at få tilbagebetalt boligskatter for årene 2011-2020.

De nye ejendomsvurderings- og boligbeskatningsregler giver konstant anledning til omtale i medierne på grund af de mange fejl og uhensigtsmæssigheder, som er afsløret efter, at reglerne er trådt i kraft. Der forestår stadig et stort oprydningsarbejde, men heldigvis dukker der nu også positive historier op. Inden for kort tid er der kommet hele to.


Fællesarealer fritages for grundskyld

Alle landets grundejerforeninger har fællesarealer. Det er arealer, som mange steder bruges til boldbaner eller legepladser, men de kan også henligge som grønne områder forbundet med stier. Nogle steder rummer fællesarealerne større eller mindre søer, ligesom de kan udgøres af støjvolde. 

Langt de fleste steder er fællesarealerne værdiløse. De er tilskødet grundejerforeningerne for nul kroner og kan ikke sælges eller udstykkes. Ikke desto mindre er det i den nye vurderingslov bestemt, at sådanne arealer skal værdiansættes til 1/10 af prisen for en parcelhusgrund, og at der skal betales grundskyld af den fastsatte værdi, der kan være på mange millioner kroner.

Foreløbig har dog kun få grundejerforeninger modtaget en grundskyldsopkrævning. De foreninger, der ikke tidligere har betalt den slags, skal nemlig først betale grundskyld fra og med 2025. Det skal ske på basis af 2023-vurderingen af området. Disse vurderinger er Vurderingsstyrelsen endnu ikke begyndt at udsende, men de kommer formentlig i 2027. Derefter opkræves grundskylden.

På Christiansborg har der længe været enighed om, at det er urimeligt, at grundejerforeninger skal betale grundskyld, men det har taget tid at finde en løsning. Den er nu fundet og består ifølge en pressemeddelelse fra Skatteministeriet i, at kommunerne får mulighed for at fritage ikke bare grundejerforeninger, men også andelsboligforeninger og almennyttige boligselskaber for at betale grundskyld af deres fællesarealer. 

Muligheden skal ifølge pressemeddelelsen kunne gives med tilbagevirkende kraft fra 2022, men det fremgår ikke, hvordan dette i praksis skal ske, herunder om det vil betyde tilbagebetaling af grundskyld til de foreninger, der rent faktisk har betalt denne skat.


Yderligere 2.200 ejendomme vurderes som ejerboliger

En hjørnesten i den politiske aftale fra 2017 om de nye ejendomsvurderinger var ordningen med, at landets boligejere skulle have tilbagebetalt boligskat for årene 2011-2020, hvis det viste sig, at deres ejendom havde været vurderet for højt. Det var mange, og frem til nu er der udbetalt næsten 10 mia. kr. i kompensation til boligejerne inklusive renter. I gennemsnit over 15.000 kr. pr. ejendom.

En mindre gruppe ejendomme var ikke i første omgang omfattet af kompensationsordningen, fordi de ikke var kategoriseret som ejerboliger. I oktober sidste år skrev Vurderingsstyrelsen til ejerne af omkring 78.000 ejendomme og bad dem kontrollere deres BBR-oplysninger for fejl. 

Det brev reagerede ejerne af ca. 3.000 ejendomme på, og omkring 2.200 af dem får nu status som ejerboliger. Ifølge Vurderingsstyrelsen vil de inden udgangen af i år modtage en ny 2020-vurdering og samtidig et brev om, hvorvidt de er berettiget til kompensation. Bedømt ud fra erfaringerne med de øvrige ejerboliger vil nok omkring en tredjedel af dem være det. Hvis flere af ejerne af de 78.000 ejendomme havde reageret på brevet fra sidste efterår, ville formentlig et større antal ejendomme have fået ny kategori, og dermed ville flere formentlig have fået mulighed for kompensation.

Ifølge Vurderingsstyrelsen er de 2.200 ejendomme fordelt med i gennemsnit 22 pr. kommune. Mere præcist er der 286 (13 %) i Region Nordjylland, 506 (23 %) i Region Midtjylland, 594 (27 %) i Region Syddanmark, 418 (19 %) i Region Hovedstaden og 396 (18 %) i Region Sjælland. 

Forfattere

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.