Befordringsfradrag til studerende med bopæl i en yderkommune


Published: 
Kun studerende med bopæl i en række nærmere bestemte kommuner er berettiget til befordringsfradrag fra i år og kun, hvis de ikke har Ungdomskort til offentlig transport eller ikke modtager kilometerpenge for kørsel i egen bil.

Studerende, der modtager uddannelsesstøtte efter SU-loven, og som er bosat i en yderkommune eller på én af visse småøer, er fra i år berettiget til befordringsfradrag, hvis de bor mere end 12 km fra deres studiested. Da reglerne i sin tid blev vedtaget, anslog Skatteministeriet, at omkring 15.000 studerende vil få glæde af fradraget. Antallet er, ifølge et faktaark til en pressemeddelelse, fordelt således:

Antal studerende

Region

Kommuner og øer

4.900

Sjælland

Slagelse, Odsherred, Vordingborg, Lolland og Guldborgsund samt Orø, Sejerø og Nekselø

4.520

Nordjylland

Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerland, Morsø, Læsø samt Egholm

4.210

Syddanmark

Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Sønderborg, Aabenraa, Tønder, Langeland, Ærø samt Baagø, Mandø og Aarø

1.520

Midtjylland

Skive, Norddjurs, Struer, Samsø samt Endelave, Hjarnø og Tunø

500

Hovedstaden

Bornholm

15.650

 

 


Yderkommuner

Det er Folketinget, der har bestemt hvilke kommuner, der skal anses for yderkommuner i forhold til reglerne om befordringsfradrag. Begrebet omfatter ikke kommuner som fx Kalundborg, Stevns, Assens, Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Holstebro. Studerende med bopæl i disse kommuner er derfor ikke berettiget til befordringsfradrag, selvom de måske har lige så langt til deres studiested som deres medstuderende – eller måske endda længere.


Fradragets størrelse

Størrelsen af fradraget afhænger af afstanden mellem bopælen og studiestedet og af antallet af dage, hvor turen til studiestedet rent faktisk aflægges. En studerende, der bor 100 km fra sit studiested – fx en studerende med bopæl i Slagelse Kommune og studiested i København – vil i 2026 med 110 dages transport være berettiget til et befordringsfradrag på små 100.000 kr., inklusive det ekstra befordringsfradrag, som gives til personer med lav indkomst. 

Et fradrag i denne størrelsesorden vil en udeboende studerende med en samlet SU-indkomst i 2026 på omkring 89.000 kr. imidlertid ikke kunne udnytte. Kun hvis uddannelsesstøtten suppleres af fx en lønindkomst på mere end ca. 40.000 kr. før AM-bidrag, vil den studerende få fuld glæde af befordringsfradraget.  


Studerende med Ungdomskort må vælge 

Muligheden for befordringsfradrag gælder kun for studerende, der ikke har et Ungdomskort til offentlig transport eller som ikke modtager kilometerpenge. I første række altså for dem, der uden kilometerpenge kører i bil til studiestedet. Studerende med Ungdomskort eller kilometerpenge må foretage en konkret beregning af, hvad der bedst kan betale sig. Det vil nok være en kompliceret opgave for de fleste. Hvis et Ungdomskort afmeldes, kan der opnås befordringsfradrag fra og med dagen efter den sidste dag, hvor Ungdomskortet kan bruges.


Ændring af skattekort

Studerende, der ikke har indtastet et befordringsfradrag på deres forskudsopgørelsen for 2026, kan stadig nå at gøre det. Mange vil dog nok vente til årsopgørelsen for 2026. I så fald vil den skattebesparelse, som fradraget giver, blive udbetalt som overskydende skat til foråret.

Forfattere

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.