Tusindvis af virksomheder mangler registrering for nyt emballagegebyr
Tusindvis af virksomheder mangler registrering for nyt emballagegebyr
Omkring 45.000 virksomheder forventes fra den 1. oktober 2025 at skulle betale et nyt gebyr for emballager og engangsplastik, men foreløbig har mindre end 10.000 virksomheder registreret sig. Gebyret er et bureaukratisk monster og rammer bredt.
Formålet med de nye EU-bestemte regler er at mindske brugen af emballager og engangsplastik. Det skal ske ved at pålægge de virksomheder, der tilgængeliggør den slags, et gebyr, hvis størrelse varierer efter arten af materialer og bestemt ikke er ubetydeligt. De endelige gebyrsatser kendes endnu ikke, men de vil efter vores vurdering ikke umiddelbart blive lavere end vist nedenfor:
Materialetype | Kr./kg. |
Pap | 2,95-4,29 |
Papir | 0,14-1,06 |
Metal | 0,75-10,59 |
Glas | 2,44-7,75 |
Plast | 1,94-7,41 |
Mad- og drikkevarerkartoner | 8,31-11,69 |
Hvem omfattes?
Emballage omfatter alt, der på den ene eller anden måde kan anvendes til midlertidig opbevaring eller forsendelse, herunder fx papkasser, wrap, paller, bøtter, beholdere, indpakningspapir og tape. Omfattet af reglerne er derfor naturligvis i første række de virksomheder, der producerer en eller flere former for emballage samt virksomheder, der importerer og sælger emballage fremstillet i udlandet. Også virksomheder, der importerer varer fra udlandet, skal betale gebyr for måske både transportemballagen og for den ballage, som varerne videresælges i. Virksomheder, der sælger produkter, som de selv emballerer, kan også være omfattet.Hertil kommer et formentlig meget stort antal virksomheder, der er omfattet, fordi de i marginalt omfang bruger eget logo på forskellige typer af emballage. I BDO er vi således omfattet af reglerne, fordi vi til brug i vores receptioner og mødelokaler hvert år indkøber store mængder bolsjer, som er indpakket i papir med vores firmanavn, samt halspastiller i små æsker med firmalogo. Vores samlede forbrug af disse emballager overstiger ikke 50 kg på årsbasis. Alligevel skal vi nu bruge ressourcer på at registrere vores forbrug og indberette dette.
Registrering
De virksomheder, som er omfattet af reglerne, skal registreres hos Dansk Producentansvar, DPA, og skal samtidig tilmelde sig en kollektiv ordning, hvortil virksomheden skal indberette mængder og art af den emballage, som den skal betale gebyr for. For engangsplastik er det dog frivilligt, om virksomheden vil tilmelde sig en kollektiv ordning. Virksomheder med mindre end 10 ansatte og en omsætning på under 15. mio. kr. er i visse tilfældet undtaget fra reglerne om gebyr på emballage. Når det gælder engangsplast, er ingen undtaget. Fristen for registrering hos DPA er formelt set udløbet, men som altid er det bedre at gøre det for sent end aldrig. Manglende registrering straffes nemlig med bøder, hvis niveau vi endnu ikke kender størrelsen på, men som næppe bliver ubetydelige.
Indberetning af de mængder emballage eller engangsplast, som den enkelte virksomhed har sendt på markedet, skal ske løbende til den valgte kollektive ordning eller i tilfælde af engangsplast direkte til DPA, enten månedligt eller kvartalsvist.